Sandvad: Et trafikuheld med personskade skete søndag klokken 10.41 i krydset mellem Vongevej og Tørringvej mellem Jelling og Tørring.
En 76-årig mand fra Kolind, der havde en campingvogn efter bilen, kørte ad Tørringvej mod nordøst uden at overholde sin vigepligt. Der er hajtænder på stedet, men dem overså han og kørte ud i krydset med en hastighed på 60-70 kilometer i timen.
Han nåede ikke over krydset med sit vogntog, før en kvindelig bilist, der kørte på Vongevej, med omkring 50 km/timen i ind i siden på den overraskende vejkrydser.
Hun, der er 41 år og fra lokalområdet, var på vej mod nordvest. Hun måtte en tur på skadestuen med en flænge nær hovedet og andre skrammer, men ifølge politiet var det ikke alvorlige skader.
- Det var Sydøstjyllands Brandvæsen fra Tørring, der kørte til uheldet, fordi de er tættest på. Der var en times oprydningsarbejde på stedet, og det endte med, at køretøjerne var trukket ind i vejsiderne og overladt til forsikringsselskaberne, fortæller indsatsleder Klaus Kristensen fra Vejle Brandvæsen.