Annonce
Udland

Norges turistindustri advarer mod krydstogtskibe

Norsk Telegrambyra As/Reuters
Det er ved at være for meget med krydstogtskibe i Norge. De ødelægger livskvaliteten for lokale, lyder det.

Masseturisme med krydstogtskibe vil svække Norges omdømme, og indbyggere i byer, der besøges af krydstogtturister, får et ringere liv.

Sådan lyder advarslen fra den store norske landsforening NHO Reiseliv, der varetager interesser for blandt andet virksomheder inden for netop turisme og fritidsliv.

- Vi har et problem med masseturisme enkelte steder på enkelte tider af året, og det er stort set knyttet til krydstogter, siger NHO's direktør, Kristin Krohn Devold, i norsk TV 2 søndag aften.

Hun mener, at masseturisme vil gøre norske byers omdømme dårligere. Hun frygter tilstande som i Venedig i Italien og Barcelona i Spanien.

Her er lokale blevet rigtig trætte af for mange turister, som fylder meget, slider på infrastruktur og forandrer lokalmiljøet.

Begrebet masseturisme beskriver destinationer, der til tider er pakket så tæt med turister, at de lokale får nedsat deres livskvalitet, mens turisterne får dårlige rejseoplevelser.

Desuden, siger NHO-direktøren, lægger krydstogtturister ikke nok penge i Norge.

- Andre, der er kommet kørende langvejs fra for at bo en uge på hotel, lægger mange penge. Men de kan næsten ikke komme frem på grund af krydstogtturisterne, siger Devold.

De seneste syv år er antallet af krydstogtturister, der går i land i norske havne, øget med næsten 1,5 millioner mennesker, eller godt 56 procent.

Ifølge Cruise Norway ventes det, at fire millioner krydstogtturister besøger Norge i år.

De mest populære havne for krydstogtturister er Bergen, Geiranger, Stavanger, Ålesund, Flåm, Romsdalsfjorden, Tromsø, Nordfjord, Nordkapp og Oslo.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce