Annonce
Erhverv

Nu åbner Givskud Zoo igen

Givskud Zoo er så småt på vej ud af coronaens skarpe kløer. Fredag den 1. maj kan direktør Richard Østerballe atter slå dørene op for publikum omend i en noget neddroslet udgave. Arkivfoto Givskud Zoo
Efter at have været lukket ned siden 18. marts for publikum grundet coronakrisen bliver landets fire største zoologiske haver og dyreparker fra 1. maj igen tilgængelige for publikum. Det gælder naturligvis også Givskud Zoo - Zootopia.
Annonce

Givskud: Det er selve Rigspolitiet, der er inde over i forbindelse med beslutningen om, at landets zoologiske haver og dyreparker må åbne pr. 1. maj. I meldingen fra Rigspolitiet lyder det blandt andet, at zoologiske haver, safariparker og forlystelsesparker igen må holde åbent, og at det igen er tilladt at besøge dem, så længe sundhedsmyndighedernes krav og anbefalinger overholdes.

Det betyder, at publikum igen kan komme til at opleve de vilde dyr i fire af landets største zoologiske haver og dyreparker, når Aalborg Zoo, Odense Zoo , Zoologisk Have i København og Givskud Zoo genåbner.

Her har man ellers været en del af den stramme nedlukning, der har ramt landet siden 18.marts i forbindelse med coronakrisen, men nu er der lys for enden af coronatunnellen.

Den nye og positive melding fra Rigspolitiet vækker både glæde og spænding hos Richard Østerballe, der er direktør for Givskud zoo - Zootopia.

- Allerførst er det dejligt, at vi nu får lov til at lukke op. Nu er det jo ikke en 100 % genåbning, men en åbning, der er belagt med en hel række påbud og krav, og derfor er vi også meget spændte på, hvordan det her kommer til at spænde af, siger Richard Østerballe.

Det er dejligt, at vi nu får lov til at lukke op. Nu er det jo ikke en 100 % genåbning, men en åbning, der er belagt med en hel række påbud og krav, og derfor er vi også meget spændte på, hvordan det her kommer til at spænde af.

Richard Østerballe, direktør Givskud zoo

Annonce

Får travlt med at blive klar til 1. maj

Han konstaterer, at nok er man langt hen ad vejen godt med på selve zoo-delen med dyrene, men i skrivende stund er der et godt stykke bjerg, der skal bestiges i forhold til de retningslinjer, som parken er underlagt pga. coronakrisen.

- Vi er ikke klar endnu i forhold til at kunne honorere de retningslinjer, der følger med tilladelsen til at genåbne. Der er et hav af regler, der skal være styr på, der er mange praktiske forhold og tiltag, der skal på plads, inden vi kan åbne for gæster, og det er den proces, vi lige nu er kastet ud i. Det er sådan, at vi her i parken skal sørge for ordnede forhold og fornuftig indretning omkring eksempelvis toiletforhold, så vores gæster er i stand til at følge coronareglerne. Det er så gæsternes ansvar at overholde alle de spilleregler, som vi kender fra eksempelvis supermarkeder og byggemarkeder, siger Richard Østerballe.

Derfor opfordrer han kraftigt til, at folk ikke tropper op i grupper, der er større end maks 10 personer, og at man generelt sørger for at overholde alle de regler, som vi har lært at kende så godt de sidste fem uger med at holde afstand, regelmæssig håndvask og afspritning af hænder.

- Vi skal nu have fat i nogle flere udendørs håndvaske, Toiletforholdene er fine nok, for vi har nok af dem, og vi har også en hel del solotoiletter, der kun har plads til én person ad gangen. Her skal vi sørge for afspritning og gode køforhold, pointerer Richard Østerballe.

Annonce

Bliver næppe et jubelår

I forbindelse med genåbningen vil der blive kaldt flere folk på job end normalt, og derudover vil parken få mange ekstra udgifter til ny skiltning og information til publikum generelt.

Han forventer, at der bliver lempet yderligere på kravene 10. maj, når der ifølge regeringens gameplan lukkes op for, at der må samles 500 personer.

- Kommer det dertil, kan vi komme op og køre på fulde omdrejninger igen, men indtil da vil vi løbende være i dialog med myndighederne, så vi tilpasser forholdene, efterhånden som retningslinjerne måtte ændre sig. Indtil da må man åbne på de af regeringen og sundhedsmyndighederne forelagte vilkår, og selvom meddelelsen om mulighederne for genåbning i neddroslet form 1. maj naturligvis er et skridt i den rigtige retning, er det pænt neddæmpet optimisme, der kommer ud af direktørkontoret i Givskud Zoo.

- Det er på ingen måde optimalt at åbne op på denne her måde. Vi har fået en lille nødpakke, som dækker her i opstarten, men det er klart, at vi vil være bagud det meste af året rent økonomisk. Sæsonstarten blev udskudt, vi havde ingen indtægter i påsken, og vores højsæson vil også blive ramt, da vi forventer, at vi vil miste 20 % af vores udenlandske gæster. Og kommer der så flere danskere i stedet for? Det ved vi reelt ikke, så jeg forventer bestemt ikke, at det bliver et jubelår. Men vi gør det så godt, vi kan, og så må vi se, hvor det ender, konstaterer Richard Østerballe.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Beboertalsmand efter flere smittetilfælde på Søndermarken: Regionen bør tilbyde corona-test til alle i Løget

CORONAVIRUS

Live: Kæmpe smitteudbrud på populær Aarhus-bar - Genbrug af drikkeglas og ingen afspritning

Annonce