x
Annonce
Fredericia

Nu bor der igen over 2000 i Skærbæk: Men der bygges også

Befolkningstallet i Skærbæk, Taulov, Egeskov, Bøgeskov, Pjedsted og Fredericia by inklusive Erritsø og Snoghøj er øget fra 2018 til 2019. Derimod faldt det i Trelde-Østerby, Bredstrup og Herslev. Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik. Her parti fra Kolding Landevej med Skærbækværket i baggrunden. Billedet er fra januar 2018, da megen regn lagde sig som søer på markerne. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Efter dyk vokser havnebyen på ny. Derudover går det op og ned i Fredericia by og de øvrige lokalsamfund, viser friske tal fra Danmarks Statistik.

Fredericia: Skærbæk har genvundet en del af de beboere, havnebyen tabte i løbet af 12 måneder fra 1. januar 2017 til 1. januar 2018.

Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik.

På årets første dag i 2017 boede der 2051 i Skærbæk. Et år senere kun 1991, som vi tidligere har omtalt i Fredericia Dagblad.

1. januar 2019 var tallet så oppe på 2036. Formentlig på grund af tilflytning til det nye parcelhusområde omkring den nye Langelandsvej.

Annonce

DK vokser ret meget

Befolkningstallet for hele Danmark var 5.806.081 pr. 1. januar 2019. På årets første dag i 2009 lå det på 5.511.451. Tallet er altså vokset med 294.630 på bare 10 år.

Færre bor på landet

I Fredericia by inklusive Erritsø og Snoghøj boede der 1. januar 2019 41.108 personer mod 41.044 den 1. januar 2018.

Herhjemme defineres en by som et område med mindst 200 indbyggere, hvor afstanden mellem husene ikke overstiger 200 meter. Derfor er Snoghøj og Erritsø en del af Fredericia by.

Derudover så situationen sådan ud pr. 1. januar 2019 (med det tilsvarende tal for 1. januar 2018 i parentes): Taulov 3355 (3350), Egeskov 647 (640), Trelde-Østerby 641 (647), Pjedsted 581 (571), Bredstrup 469 (475), Herslev 342 (353) og Bøgeskov 310 (301). På landet og i endnu mindre lokalsamfund i Fredericia Kommune boede der 1. januar 2019 1772 personer mod 1812 den 1. januar 2018. Udviklingen går altså stadig i retning af fra land mod by.

I ske med fynsk kommune

Alle kommunens beboerforeninger holdt forleden stormøde med byrådets demokrati- og borgerudvalg. Formålet var dialog og ønsker, ligesom en fremtidsforsker kom med bud på fremtidens lokalområder.

I den forbindelse blev det nævnt, at der politisk er ambition om en årlig befolkningstilvækst på 350 i Fredericia Kommune. 1. januar 2018 var den samlede befolkning i kommunen på 51.326. 1. januar 2019 var tallet vokset med 101 personer til 51.427, viser den nye opgørelse fra Danmarks Statistik. Dermed ligger Fredericia Kommune lige nu i ske med Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor der bor 51.809 - ikke mindst i byerne Faaborg og Ringe, og Hillerød Kommune med 50.998 indbyggere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Kirsten måtte køre hjem med alt sit skrald: Kun folk med lige nummerplader kom ind på genbrugspladsen

Leder

Når Danmark står sammen hver for sig

Erhverv

Kirk-familien skovler milliarder ind

Annonce