Annonce
Indland

Nu er 15 kommuner med i sagsanlæg mod staten: Forslag ændrer ikke noget

Det er Hjørring Kommunes borgmester, Arne Boelt, der har startet sagsanlægget mod staten. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Der skal mere end et forslag om kompensation til, før de 15 kommuner, der har aftalt at trække staten i retten, vil droppe deres sagsanlæg. Sådan lyder det fra Hjørring Kommunes borgmester, Arne Boelt (S), der har startet søgsmålet.

Rækken af kommuner, som står klar til at sagsøge staten, fordi de føler sig snydt i den statslig-kommunale udligningsordning, bliver længere og længere. Men nu vil Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet, forsøge at komme kommunerne i møde. Torsdag præsenterer hun et forslag, som går ud på at kompensere de provinskommuner, der har tabt penge på en fejl i udligningsordningen, med to milliarder kroner.

Forslaget får dog ikke kommunerne til at droppe søgsmålet lige nu og her.

- Det er positivt, at der nu er nogle, som tager det her alvorligt. Men forslaget ændrer ikke noget som helst, før der er flertal. Derfor fortsætter vi som hidtil, siger Arne Boelt (S), der koordinerer kommunernes samarbejde om søgsmålet og er borgmester i Hjørring Kommune.

Han oplyser, at antallet af kommuner, som er med i søgsmålet mod staten, nu er vokset til 15. Yderligere fem overvejer at gå med. Skulle Socialdemokratiets forslag ende med at blive til virkelighed, vil Arne Boelt mødes med de øvrige kommuner for at drøfte, hvad de gør.

- Jeg kan ikke sige på nuværende tidspunkt, hvad udfaldet vil blive. Men vi skylder hinanden at sætte os sammen, hvis det sker. Vi har virkelig stået sammen om det her. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Så mange borgmestre og med forskellige partifarver, siger Arne Boelt.

Han er særligt stolt af en ting i øjeblikket.

- Det er lykkedes for os at få borgerne til at tale om det her. De spørger ind til det. Befolkningen forstår det her nu og siger, "vi er virkelig blevet snydt". De spørger folketingspolitikerne, om de kan være sikre på, de vil kæmpe for at få ændret det her, hvis de stemmer på dem, siger Arne Boelt.

Kommuner på krigsstien

De 15 kommuner, der er med i sagsanlægget mod staten er Hjørring, Guldborgsund, Næstved, Odsherred, Lolland, Svendborg, Rebild, Assens, Mariagerfjord, Lejre, Stevns, Vordingborg, Jammerbugt, Brønderslev og Thisted Kommuner.Yderligere fem kommuner overvejer at gå med. Det er Randers, Frederikshavn, Frederikssund og Kerteminde Kommuner samt Bornholms Regionskommune.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce