Vejle: En ny sø er kommet på kommunens kort over mulige skøjtebaner, nemlig ved Aftensang 38 i Egtved. Her er isen 13-15 centimeter tyk.
Det er åbenbart ikke så let at måle istykkelser. Mandag blev en bydam i Grejs frigivet til færdsel på isen, som var over 13 centimeter tyk. Tirsdag er tilladelsen trukket tilbage, fordi isen nu kun er målt til 6-8 centimeter.
Istykkelsen er selvfølgelig ikke halveret fra mandag til tirsdag, hvor der var frostvejr det meste af tiden. Så det må skyldes forskelle i selve søen.
I Peder Breths Parken i Børkop må man også fortsat færdes på isen, der er målt til 13-14 centimeter.
Kongens Kær har istykkelser mellem 12 og 19 centimeter. Stærmosevej 5 i Bredballe har 10-11 centimeter is. Flere steder har mellem 5 og 8 centimeter. Ved Bredballe Byvej 23A er der to centimeter.
To steder angives som "0 cm" - Skyttehushaven og Smededammen i Jelling. Der er dog masser af is sidstnævnte sted. Med snesjap på toppen er det næppe attraktivt at færdes på.