Annonce
Vejle

Nu med motor: Se tømmerflåden stryge under Vejlefjordbroen med kurs mod nye historier

Tirsdag var en historisk dag for Vejlen, som fik påmonteret en motor. Nu er den mere mobil.

Vejle: Oh, happy day ...

Tirsdag var en glædens dag for "Vejlen".

Folkebladets maritime besætning fik en fantastisk overraskelse af havnefoged Jimmy Frisk, der havde fundet en lille påhængsmotor til tømmerflåden, som nu pludselig er i stand til at bevæge sig rundt i fjorden helt uden hjælp og uden at blive trukket rundt af større fartøjer.

Det skulle selvfølgelig udnyttes, og hurtigere, end kaptajn Haddock kan sige "splitte mine bramsejl", besluttede redaktionen at få det meste ud af den nyvundne frihed og sætte kursen mod det dybe vand i Vejle Fjord.

Først ville havnefogeden dog lige sikre sig, at Vejlen ikke forårsagede kollisioner i sejlrenden. Efter et lynkursus i de maritime regler og flådens styreegenskaber blev Jimmy Frisk sat af ved en af de yderste moler i Vejle Havn.

Med havnefogedens "God vind" i ørerne tøffede Vejlen ud mod broen og videre mod det endelige mål: Brønsodde.

Annonce

Vejle set fra tømmerflåden

Tømmerflåden Vejlen er motoren bag Vejle Amts Folkeblads artikelserie om Vejle Fjord.

Tømmerflåden er bygget af elever på Syddansk Erhvervsskole.

Via den hjemmebyggede tømmerflåde besøger vi mennesker, virksomheder og steder langs fjorden i sensommeren.

Vi håber, vi kan holde historier og flåden flydende indtil slutningen af september.

Har du et tip til redaktionen, så kontakt journalist Palle Søderberg på paso@vafo.dk eller journalist Michelle Madsen på michm@vafo.dk.

På åbent hav

I Brønsodde havde fritidsfiskerne i Vejle Amatørfiskerforening fået at vide, at Vejlen sejlede ud af havnen.

Hvis motoren satte ud, var de klar til at rykke ud med joller for trække Vejlen i land. Men næsten uden slinger strøg tømmerflåden under Vejlefjordbroen og videre forbi de dyrere villaer i Bredballe. Sikke et syn, der ville have mødt dem, hvis de kiggede ud af vinduerne.

Ved bådebroen i Brønsodde tog formanden for Vejle Amatørfiskerforening, Henning Fredberg, imod os. Den maritime redaktion havde svært ved at skjule begejstringen over flådeturen på Vejle Fjord.

- Det er altid dejligt at være på fjorden, men det er bare synd, at den er død, sagde Henning Fredberg.

Vejle Amatørfiskerforening undersøger sammen med kommunen og Syddansk Universitet, hvordan muslinger kan komme tilbage i fjorden.

Muslinger har en positiv indvirkning på vand-miljøet, fordi de filtrerer og renser vandet.

I maj satte fiskerne tov ud til muslingelarverne, som skulle sætte sig fast på tovet og i løbet af forår og sommeren vokse sig til store klynger, som med tiden kan blive til egentlige muslingebanker.

Hvordan det går, kan du læse i morgen.

Vejlen på sin jomfrurejse med motor. Foto: Michael Svenningsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Johns kæbe var blød som bølgepap efter strålebehandlinger: - Den ville smuldre væk uden tandbehandlinger

Annonce