Annonce
Trekantområdet

Nu skal børnehavebørn i Kolding Kommune til at spare på energien

Fem børn fra Delfinstuen er klar til at lære, hvordan de kan spare på vand, varme, lys og el sammen med pædagogisk assistent Hanne, som er én af fire primus motorer for energispare-projektet i Børnegården Vester Nebel. Privatfoto

Kolding Kommune sætter endnu engang fokus på gode energivaner i kommunens bygninger - denne gang er det børnehavernes tur.

Kolding: I de kommende måneder vil ni børnehaver i Kolding Kommune sætte fokus på energi og gode energivaner som en del af læreplanstemaet "Natur og naturfænomener". Det sker i forbindelse med kampagnen "Energibesparelser i børnehøjde", som er udviklet af Kolding Kommune.

- Vi har længe arbejdet med at energiforbedre vores bygninger med isolering, nye termoruder og LED-lys og derigennem opnået nogle rigtig pæne besparelser. For at tage skridtet videre, er vi nødt til også at kigge på adfærd - altså hvordan både børn og voksne kan bruge bygningerne på en energirigtig måde, siger Pernille Bech Darbroudi i en pressemeddelelse.

Hun er energikoordinator i Kolding Kommune og projektleder på kampagnen.

- Børnehaverne er et oplagt sted at arbejde med energirigtig adfærd, fordi det samtidig giver os mulighed for at give børnene nogle gode energivaner, som de forhåbentlig tager med sig hjem til familien og videre i livet, siger Pernille Bech Darbroudi.

Børnegården Vester Nebel er én af de ni institutioner, som deltager i kampagnen. Ifølge børnehaveleder Lone Andersen giver det god mening at lære gode energivaner allerede i børnehaven.

- Vi arbejder i forvejen meget med bæredygtighed sammen med børnene, og de er topmotiverede. Energi kan måske virke som en lidt abstrakt størrelse for børn, men hvis man knytter det til konkrete aktiviteter, som børnene genkender, er de helt med, mener Lone Andersen.

Annonce

Energiagenter

Hver institution har modtaget en kampagnepakke med forskellige materialer til både børn og voksne. Pakken indeholder bl.a. et forløb med lege og aktiviteter, hvor energiagent Snif, kampagnens maskot, lærer børnene om energi inden for temaerne vand, varme, lys og el. Når børnene har været igennem alle fire temaer, kan de kalde sig for energiagenter.

Kolding Kommune var én af de første kommuner i Danmark til at igangsætte en strategisk indsats for at reducere forbruget af el, vand og varme i kommunens bygninger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Politiet kom først og slukkede kælderbrand

Annonce