Annonce
Egtved

Præstegård er kun 10 år gammel: Nu bliver hele gulvet brækket op

Den nye præstegård i Ødsted blev bygget i 2010, da det viste sig, at den gamle var ramt af skimmelsvamp. Desværre var det nye byggeri fyldt med fejl og mangler, som har givet meget bøvl og arbejde for de forskellige menighedsråd. Nu skal det være slut. Renoveringen starter om få uger. Arkivfoto: Benny F. Nielsen
Efter flere års problemer som følge af byggesjusk ved byggeriet af præstegården i Ødsted vil menighedsrådet nu have udbedret de alvorlige fejl én gang for alle.

Ødsted: Det burde ikke være nødvendigt at renovere et hus for op mod tre millioner kroner mindre end 10 år efter, det blev bygget. Men sådan forholder det sig i præstegården i Ødsted, som blev bygget i 2010, da den gamle præstegård var ramt af skimmelsvamp.

Det viste sig hurtigt, at byggeriet var fyldt med fejl og mangler. Det gav anledning til megen debat om, hvem der havde ansvaret, og om der skulle rejses sag om byggesjusk mod byggefirmaet.

I sidste ende blev der indgået et forlig, men det ændrede ikke på manglerne i præstegården. De fejl og mangler skal nu udbedres én gang for alle, har Ødsted-Jerlev Menighedsråd besluttet.

- Det er en sag, der er brugt rigtig mange år og timer på efterhånden. Det overskygger meget af det andet arbejde, vi i menighedsrådet gerne vil, så nu vil vi have den ud af verden, fortæller formand for menighedsrådet Carsten Bjerre.

Annonce

Det er en sag, der er brugt rigtig mange år og timer på efterhånden. Det overskygger meget af det andet arbejde, vi i menighedsrådet gerne vil, så nu vil vi have den ud af verden.

Carsten Bjerre, formand for Ødsted-Jerlev Menighedsråd

Gulvet skal brækkes op

Tirsdag blev præstegården ryddet, og præstefamilien er blevet genhuset et andet sted i byen, mens renoveringsarbejdet står på.

- Den helt store opgave er gulvet. Blandt andet er gulvvarmen lagt forkert, og der mangler armeringsnet, hvilket på sigt kan give store problemer. Samtidig virker gulvvarmen ikke ordentligt. Det er en temmelig alvorlig opgave, da man er nødt til at brække hele gulvet op for at få det bragt i orden, men det er nødvendigt, siger menighedsrådsformanden.

Renoveringen kan løbe op i omkring tre millioner kroner ifølge de foreløbige overslag, menighedsrådet har fået.

- Vi har et par byggesagkyndige i vores nuværende menighedsråd, som umiddelbart vurderer, at tre millioner kroner er højt sat. Det er i "worst case", at vi ender i det niveau, fortæller Carsten Bjerre.

Det endelige beløb kendes først om cirka 14 dage, når de sidste tilbud foreligger. Menighedsrådet kan stille med en mindre del af renoveringsbeløbet, cirka 200.000 kroner, svarende til størstedelen af det beløb, der i sin tid blev resultatet af forliget med byggefirmaet. Resten af pengene har menighedsrådet fået tilsagn om at låne ved Vejle Provsti.

Menighedsråd vil se fremad

Efter planen er renoveringsarbejdet overstået inden maj 2020, hvorefter præstefamilien kan flytte tilbage i præstegården. Når renoveringsarbejdet er overstået, håber menighedsrådet, at det nu endeligt kan lægge sagen om byggesjusk bag sig og fokusere på nye opgaver.

- Det er en rigtig træls sag, som vi har slåsset rigtig meget med. Vi er for længst holdt op med at diskutere, hvem der har ansvaret, og hvem der har gjort hvad. Det kommer vi ikke videre med. Nu vil vi til at se fremad i stedet, lyder det fra Carsten Bjerre.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Politikere ønsker ikke anke sag om seksuelle overgreb - men den endelige beslutning lader vente på sig

Annonce