Annonce
Vejle

Nul østers-status til lokale gourmet-kokke

Selv om kokkene fra Restaurant Treetop i Vejle serverede en smagsoplevelse af de bedre, blev det ikke til nogle præmier. Foto: Flemming Larsen
Topkokke åbnede 7.000 østers på Rømø, men det var gourmet-kokkene fra Østdanmark der serverede de bedste østers.

Rømø: Kokke og østerselskere fra hele Norden mødtes på Rømø til Danmarks Østersfestival. Her kunne alle smage sig igennem 24 meget forskellige retter, hvor Vadehavsøstersen var omdrejningspunkt.

Østers med Karl Johan svampe? Rønnebær eller havtorn? Eller hvad med hvid chokolade og lakrids? Der var stor fantasi og masser af håndværk bag, da kokke fra Tyskland, Sverige og ikke mindst Danmark var taget til Danmarks Østersfestival på Rømø for at hakke, grille, fritere og pochere tusindvis af østers.

Festivalen kulminerede søndag med den store finale: konkurrencen ’Årets Østerskok’. Her forvandlede den store Restaurant Ø på Enjoy Feriecenter sig til en grillduftende køkkenfest.

Vinderen af konkurrencen blev Anika Madsen, Restaurant Roxie, København i kategorien ’salt’, Daniel Kruse fra det Det Røde Pakhus på Bornholm i kategorien ’sødt’ og endelig Mads Dalsborg, Restaurant Mondän på Frederiksberg i kategorien ’smørrebrød’.

Desuden fik Mikkel Wejdemann, Madmikkel, Aarhus, årets særpris.

- Igen er vi dommere imponerede. Kokkene har vist, hvor meget man kan med østers. Det er bare er en råvare, som burde få meget mere plads på de danske spisekort” siger Helle Brønnum Carlsen, der er madskribent og ledende overdommer til konkurrencen.

Annonce
Det lykkedes heller ikke for gourmet-kokkene fra Sdr. Bjert Kro at komme hjemme til Trekantområdet med en placering. Foto: Flemming Larsen

Østers er alsidigt

- Det har været vildt at se, hvor forskelligt kokkene har arbejdet med østers. Festivalen viser, at det virkelig er en alsidig råvare, og det lover godt for Vadehavet som ny gastronomisk destination”, siger Henrik Frandsen, der er borgmester i Tønder Kommune og formand for Danmarks Østersfestival.

Målet med Danmarks Østersfestival er netop at få os mere fortrolige med østers. Alene i Vadehavet er der over 72.000 tons østers af den såkaldte invasive art Stillehavsøsters, og den voldsomme udbredelse truer andre skaldyrsarter. Netop Vadehavet er klassificeret på UNESCO’s verdensarvsliste, så man gør Vadehavet en tjeneste ved at spise dem.

På festivalen var der masser af inspiration til, hvordan østers kan anvendes hjemme. Under konkurrencen ’Årets Østerskok’ kunne publikum smage med, selv finde deres favorit og snakke med de over 30 topkokke fra Danmark, Sverige og Nordtyskland, der stod bag. Desuden var der gratis workshops dagen igennem, hvor børn og voksne skulle lave enkel gourmetmad under vejledning af Christian Wellendorf, der er holdkaptajn på det danske kokkelandshold.

Danmarks Østersfestival fik et uventet stort skulderklap, da foreningen Danmarks Spisekammer, der står bag festivalen, søndag modtog Preben Hansens Legats Hæderspris 2019 på 250.000 kr.

I alt spiste gæsterne sig igennem 7.000 østers på årets festival. Danmarks Østersfestival gentages den 11.-12. oktober 2020 – selvfølgelig på Rømø.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nyheder

Ejeren af den genfundne 12 uger gamle hundehvalp Nala: Jeg er så taknemlig og glad for at være i live

Annonce