Annonce
Give

Ny bestyrer af Give Golf Café: Det her er Danmarks bedste arbejdsplads

Lissy Madsen overtog pr. 1 februar jobbet som bestyrer af Give Golf Café - og et er et karrierevalg hun er helt vild med. Foto: Jim Hoff
Lissy Madsen har fundet drømmejobbet som bestyrer af caféen i Give Golfklub. Den lokale 'kogekone' tøver nemlig ikke med at kalde Give Golfklub for Danmarks bedste arbejdsplads, selv om det nye job giver mindre tid til familien.
Annonce

GIVE: 1. februar 2020 trådte Lissy Madsen fra Farre ind af døren til caféområdet i Give Golfklub. Sandsynligvis hendes allerførste besøg overhovedet i golfklubben, for selv om hun er født og opvokset i Farre og er kommet vidt omkring på Give-egnen, så er det ikke golfkøllerne hun har svunget i sit nu 47-årige liv.

Det er derimod de store tunge grydeskeer, der har været i omdrejninger, for Lissy Madsen har med egne ord 'lavet ufatteligt meget mad til andre folk i sit liv. Hun er med andre ord, det man i de go'e gamle dage kaldte en vaskeægte kogekone, og det er hun stolt af.

Hun kommer til Give Golfklub fra en stilling som kantinedame hos Superwood i Hampen, og tidligere har hun blandt andet lavet mad hos Give Camping & Cafeteria og Under Bøgen på Kirketorvet i Give.

- At jeg nu er havnet som bestyrer af caféen i golfklubben, er noget jeg har drømt om i et stykke tid. Her kan lave mad, snakke med folk og passe mig selv. Det er den perfekte kombination for mig, siger Lissy Madsen.

Annonce

Starten druknede i vand og corona

Snakken med den nye cafébestyrer foregår i 25 graders varme og høj solskin på golfklubbens nyanlagte træterrasse, der ligger lige op til caféen, så man nu råder over et dejligt sydlandsk inspireret serveringsområde på de flotte sommerdage.

Lissy Madsen har dog fået en noget speciel start i golfklubben, for da hun tiltrådte 1. februar, var banerne lukkede på grund af de store regnmængder, landet var ramt af.

- Og da banerne så endelig var ok igen, så nåede jeg at holde åben to dage, så kom coronaen og lukkede det hele ned. Så alt i alt har jeg da fået en rolig opstart, siger Lissy Madsen med et stille smil.

Hun startede op på halvtid i februar, mens hun også på halvtid afviklede sine opgaver hos Superwood. 1. marts stod der fuld tid på skemaet, men det er først her i bunden af maj/starten af juni, at Lissy Madsen for alvor er kommet sving med madlavningen og kontakten til klubbens mange medlemmer.

Annonce

Noget mindre tid til familien

Muligheden for at få job som cafébestyrer i golfklubben kom som sendt fra himlen for Lissy Madsen, idet Superwood lukkede deres kantine ned 1. oktober 2019. Lissy fik lov til at blive på stedet med andre opgaver, men da golfklubbens ansøgning efter ny cafébestyrer så dukkede op, var hun ikke i tvivl.

- Der var for det første en del, der opfordrede mig til at ansøge, og for det andet var det lige netop sådan et job, jeg gik og ønskede mig. Jeg søgte, kom til samtale både første og anden runde - og så blev jeg ansat. Jeg havde det da også sådan, at havde de ikke ansat mig, så skulle jeg sørge for, at der kom 36 huller i golfbanen og ikke kun de 18, man har nu, lyder det fra Lissy Madsen med vanlig sans for hurtig humor og glimt i øjet.

Gennem mange år har Lissy Madsen stået til disposition for sin familie nærmest 24/7, men det nye job, der godt kan løbe op i 70 timer om ugen, medfører, at tiden til børn og børnebørn bliver reduceret ret meget.

- Jeg har altid været det for mine børn, så det bliver noget anderledes hverdag for mig og familien. Det her er ikke kun et job, det er en livsstil. Men de bakker mig 100 % op i det her jobvalg. Det er jo lige dig, siger de allesammen, og vi kan jo altid kigge forbi i caféen. Og mit barnebarn Viggo skal til at spille med Giverafferne, og han skal også på golfferie med mormor, så det går jo nok altsammen, siger Lissy Madsen.

Annonce

Dedikeret café-mutter

Hun befinder sig allerede så godt i klubben, at hun ikke tøver med at svare 'ja' på spørgsmålet om, det så er her hun kører karrieren til ende, inden pensionen kalder.

Det er sød musik i ørerne hos klubbens sekretær, Lone Baunsgaard Neupart.

- Det er rigtig godt for golfklubben, at vi har fået en god og dedikeret café-mutter, som kan se sig selv her i mange år. Og jeg ved jo af egen erfaring, at det går i blodet hos én, når man først er i gang her i klubben. Javel, der er mange timer i det, men her går tiden både godt og hurtigt, og man er omgivet af så mange positive og glade mennesker, og her passer Lissy bare rigtig godt ind, siger Lone Baunsgaard Neupart.

Caféen holder åben hver dag fra 12.00 til 21.00 og fra 12.00 til 16.00 i weekenderne. I skrivende stund må der grundet coronakrisen være 62 gæster i caféen, mens der må være 40 på den nye terrasse.

I uge 30 inviterer Give Golfklub for øvrigt til gratis golfuge, hvor gæster fra hele landet kan komme og prøve den fine bane af. I 2019 var der 1754 gæster hen over ugen, og sker dette igen, så bliver det noget af en ilddåb for klubbens nye café-mutter.

En udfordring hun sikkert klarer i stiv arm - man er vel en vaskeægte kogekone med et godt snakketøj.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Midt i oprykningsfest: Minde om VB's storhedstid - og Brøndbys bratte fald - rykkes ned

Hedensted For abonnenter

Triax med stort underskud i årsregnskabet: - Det er vi ikke tilfredse med

Annonce