Annonce
Fredericia

Ny bus for studerende er på vej: Pengene findes på nuværende busruter

Fredericia Dagblad har tidligere beskrevet, hvordan studerende fra Fredericia Gymnasium med bopæl i Skærbæk skulle med bussen allerede klokken 06.43 for at kunne være på gymnasiet til undervisningsstart. Nu kan der være hjælp på vej til dem. Arkivfoto: Michael Svenningsen
En række af de nuværende busruter skal ændres. Det skal frigøre midler til at etablere en ny rute fra Taulov og Skærbæk til Fredericia Gymnasiet. Det foreslår i hvert fald forvaltningen bag miljø- og teknikudvalget, der onsdag kan sende forslaget i høring.

Fredericia: Da partierne i Fredericia Byråd tilbage i oktober blev enige om budgetforliget, skrev de samtidig under på, at der skulle ændres på de lokale busruter.

Blandt andet forpligtede politikerne sig til, at der blev afsat midler til oprettelsen af en særlig uddannelsesrute fra Taulov til Fredericia Gymnasium via Skærbæk. Ruten, der kommer til at hedde 4U, får start ved Taulov Station klokken 7.20, kommer forbi Skærbæk Ringvej klokken 7.30, inden den efter planen ankommer til Fredericia Gymnasium klokken 7.55. Ruten kan ifølge et oplæg til miljø- og teknikudvalget potentielt hjælpe 100 studerende, og bussen kommer kun til at køre på skoledage.

Uddannelsesruten koster ifølge forvaltningen 500.000 kroner. Et tilsvarende beløb skal spares ved at spare på de øvrige busruter.

Her lægger forvaltningen op til at sløjfe en række afgange på flere af ruterne, mens andre ruter får flere daglige afgange. Blandt andet forslås det, at seks daglige afgange for Rute 2 skæres væk, mens der for Rute 3 skal etableres tre ekstra afgange. Desuden bliver det foreslået, at en egentlig sommerkøreplan afskaffes, så køreplanen er den samme året rundt.

Annonce

Vi vil gerne sætte uddannelsesbussen i sving så hurtigt som muligt.

Christian Bro (S), formand miljø- og teknikudvalget

Afgange kan erstattes af Flextur

Det er Miljø og Teknik, som i samarbejde med Sydtrafik og med data fra Rejsekortet har set på, hvilke ruter der benyttes mindst.

- På baggrund af udtræk af rejsekortsdata vurderes det, at de afgange, som foreslås fjernet, benyttes meget lidt. De fleste afgange benyttes af tre eller færre per afgang i et gennemsnit over et helt år, skriver afdelingen.

Forvaltningen vurderer, at der i stedet for de droppede afgange er gode muligheder for, at de få passagerer i stedet kan benytte sig af Flextur i det tidsrum, hvor der fjernes afgange. Her kan borgere selv bestille vogne gennem Sydtrafik.

Uddannelsesbus kan køre fra marts

Christian Bro (S), der er formand for miljø- og teknikudvalget, ønsker ikke, at enkelte passagerer rammes af ændringerne, men samtidig mener han, at omprioriteringen er nødvendig, for at der kan frigøres midler til uddannelsesruten.

- Det kan godt være, der ikke er mange passagerer på nogle af afgangene, men jeg har det ikke særlig godt med, at den ene passager, der så er, er afhængig af den bus, vi fjerner. Omvendt er det dyrt at sætte så stort et apparat i gang for at servicere ganske få mennesker, og så er det, der er den anden mulighed, siger han med henvisning til Flextur.

Onsdag eftermiddag mødes han og de øvrige medlemmer af miljø- og teknikudvalget for at drøfte sagen på et udvalgsmøde, hvor der kun er det ene punkt på dagsordenen. Herefter skal forslaget til ruteændringerne efter planen sendes i høring i perioden 13. december til 10. januar.

- Vi vil gerne sætte uddannelsesbussen i sving så hurtigt som muligt. Der er derfor, vi har et ekstraordinært møde. Der er simpelthen nogle tidsfrister i forhold til Sydtrafik, for at vi kan få det op at køre tilpas hurtigt. Vi håber, vi kan få den i gang til marts, men skal vi det, så er vi også nødt til at træffe beslutningen ved at sende den i høring nu og så komme ud over stepperne, siger Christian Bro.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Se kortet: 16 veje er fortsat helt eller delvist lukkede på grund af regnen

112

24-årig mand dræbt af skud: Otte personer anholdt

Annonce