Annonce
Vejle

Ny butik åbner i Vissingsgade: Henry skal være en unik oase

I begyndelsen af november 2019 åbner Henriette Linnebjerg butikken Henry i Vissingsgade 2E i Vejle. Foto: Flemming Larsen
Savnet af egen butik blev for voldsomt – derfor glæder Henriette Linnebjerg sig til i nær fremtid at åbne Henry i Vissingsgade i Vejle.

Vejle: I slutningen af oktober 2016 lukkede Henriette Linnebjerg butikken Henrys i Jelling efter 10 år i Gormsgade 17.

I begyndelsen af november 2019 åbner Henriette Linnebjerg butikken Henry i Vissingsgade 2E i Vejle.

S’et er væk fra butiksnavnet, når Henry etablerer sig i Vejle i stedet for Jelling, men mange kommer alligevel til at nikke genkendende til miljø og stil i butikken, hvor kunderne blandt andet møder blomster, planter og brugskunst, som ikke kommer fra hylder med metervarer.

- Jeg glæder mig helt vildt til at blive en del af Vejles dynamiske handelsliv. Det bliver fantastisk at komme i gang igen, og jeg har fundet et perfekt lokale centralt i Vejle, hvilket var et ønske. Udlejer har virkelig været lydhør, fleksibel og imødekommende, og det sætter jeg stor pris på, for det gør det hele meget lettere, siger Henriette Linnebjerg.

Annonce

Sammensætter et stærkt hold

49-årige Henriette Linnebjerg har siden afskeden med Henrys i Jelling været ansat hos en af sine leverandører fra dengang, B-Green i Hasselager, og her har hun blandt haft ansvaret for virksomhedens messestande, og hun har ligeledes arbejdet med udvikling, design og salg af B-Greens omfattende sortiment af krukker.

- Heldigvis får jeg dem også som leverandør i min nye butik, tilføjer hun med tilfredshed i stemmen.

Det var bestemt ikke med hendes gode vilje, at hun i sin tid lukkede butikken i Jelling, men en knogle i hånden drillede så meget, at der ikke var andre muligheder.

- Det tager jeg højde for ved at sammensætte et stærkt hold omkring mig, så jeg ikke skal binde så meget. I stedet vil jeg være at finde på gulvet i butikken, og jeg er ansvarlig for indkøb, butikkens udtryk og alt det andet, der følger med ved at være butiksejer – naturligvis i samråd med teamet i butikken, fortæller hun.

Vil skabe en speciel oase

Åbningsdagen er endnu ikke fastlagt – meget afhænger af, hvordan renoveringen af lokalet skrider frem, men håbet er, at kunderne bydes inden for i begyndelsen af november.

- Vi vil skabe en butik, som får folk til at droppe eksempelvis Århus, hvis de vil have noget specielt. Vejle er Danmarks femtestørste by, og jeg er sikker på, der er grundlag for at skabe en oase, der også bliver snakket om i andre byer end Vejle, siger Henriette Linnebjerg, der, som hun siger, simpelthen ikke kunne lade være med at åbne en butik igen.

- Jeg havde 10 fantastiske år af mit arbejdsliv med Henrys i Jelling, og savnet af min egen butik blev simpelthen for voldsomt. Det er det, jeg vil, og det er det, jeg kan, slår hun fast.

Henriette Linnebjerg afslører også, at der selvfølgelig tages højde for, at julen venter ret forude, når Henry åbner døren for første gang i begyndelsen af november.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

På vej forbi 2000 sølvmønter: Uhrhøjskatten har taget andenpladsen

Annonce