Annonce
Egtved

Ny centerleder på Plejecenter Ågården

Marianne Vera Bay er den nye centerleder på Plejecenter Ågården fra og med i dag, 1. februar. Hun kommer fra en stilling som daglig leder på Plejehjemmet Munkensdam i Kolding, hvor hun har været ansat i 14 år. Privatfoto

Fra 1. februar har man nu ansat Marianne Vera Bay som centerleder på Plejecentret Ågården. Hun har blandt andet 14 års erfaring som daglig leder på Plejehjemmet Munkensdam i Kolding.

Ågård: 50-årige Marianne Vera Bay bliver den nye centerleder på Plejecentret Ågården efter Hanne Solveig Ledel. Ansættelsesdatoen er 1. februar, hvor hun i det første stykke tid kommer gennem et introprogram, for grundigt at kunne sætte sig ind i, hvad livet på Plejecenter Ågården egentligt handler om.

- Jeg glæder mig bare så enormt meget til at kunne lære alle beboerne, personalet, de frivillige og de lokale borgere nærmere at kende, siger Marianne Vera Bay.

Hun har de seneste 14 år været ansat ved Kolding Kommune som gruppeleder i Senior- og Socialforvaltningen og daglig leder af Plejehjemmet Munkensdam.

Annonce

Marianne Vera Bay er 50 år gammel, blev uddannet sosuassistent i 1998.Hun er bosat i Kolding, men håber på i snarlig fremtid at kunne flytte til Ødsted.

Marianne Vera Bay var med til at grundlægge Danmarks første idrætsplejecenter - på Plejehjemmet Munkensdam i Kolding Kommune. Hun har frem til nu været ansat på Plejehjemmet Munkensdam siden 2004.

Herudover har hun været ansat siden 2001 - ligeledes ved Kolding Kommune som henholdsvis planlægger og distrikstkoordinator

Et enigt ansættelsesudvalg

- Det var et meget enigt ansættelsesudvalg, der besluttede, at det skulle være Marianne Vera Bay, som skulle have stillingen i Ågård, siger Anne-Marie Bentzen, der er områdeleder i Vest Senior, Vejle Kommune.

Og hun fortæller videre:

- Vi valgte hende blandt andet på grund af hendes store engagement, hendes drive og personlighed. Der var simpelthen ikke nogen form for tvivl, og vi er sikre på, at hun vil passe rigtigt godt ind i miljøet på Plejecentret Ågården.

Anne-Marie Bentzen forklarer samtidig, hvor meget de vægter, at der bliver taget hensyn til stedets helt eget karakteristika og de mennesker som er der hver dag.

- Vi ved også, at Marianne Vera Bay har stor erfaring og interesse i emner som trivsel, relationer, livskvalitet og velvære for de enkelte borgere, hvilket er helt i tråd med, hvordan man i forvejen har arbejdet på Plejecenter Ågården, lyder det fra Anne-Marie Bentzen, for hvem det også betyder meget, at den nye leder på plejecentret i Ågården forstår at udvikle stedet i tråd med stilen, som allerede eksisterer der.

Varm i krop og sjæl

På plejecentret har man gennem flere år levet efter devisen: "At leve livet hele livet", og det er noget man tydeligt fornemmer passer som fod i hose hos Marianne Vera Bay.

- Det er jo simpelthen lige vand på min mølle, for det er netop noget af det, jeg har stort fokus på. Livskvalitet er bare så vigtig, og der er så mange glæder - også i det små... ud og mærke vinden på kinden, få gode oplevelser og ja, bare leve et godt liv - hele livet, pointerer hun.

- Og så skal man stadig have lov til at være herre i eget liv. Der skal være glæde ved dagligdagene selvom man flytter på plejecenter, man er jo stadig det samme menneske som man altid har været, det ændrer sig ikke fordi man flytter på plejecenter. Så det gør mig varm helt inde i krop og sjæl at vide, at jeg kommer til et sted, hvor dét at leve livet hele livet, er noget man gør meget ud af, siger Marianne Vera Bay, som på et bestemt område kan se frem til en, for hende, lidt uventet oplevelse.

- Der er jo høns derude. Jeg glæder mig sindsygt meget til bare at kunne gå ud og hente æg, lyder det afsluttende fra Marianne Vera Bay, der ser frem til at møde alle på Plejecenter Ågården mandag 4. februar om morgenen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Er du træt af private p-vagter? Kommunens p-vagter har venlige postkort med i tasken

Annonce