Annonce
Læserbrev

Ny finanslov: Vi har vist, at der kommer handling bag vores valgkampsløfter

Annonce

Læserbrev: 2019 blev året, hvor danskerne valgte en ny retning for Danmark. En retning, hvor den danske velfærd og ikke mindste miljø og klima opprioriteres.

Den netop indgåede finanslovsaftale er historisk. Danskerne, der stemte for en ny rød-grøn retning, kan nu se synlige resultater.

Er man bare lidt optaget af klima og miljøspørgsmål, er der god grund til at have hænderne oppe over hovedet af glæde.

En af finanslovens julegaver er "Danmarks grønne fremtidsfond". Fonden har en samlet kapacitet på 25 mia. kr. Det giver Danmark muskelkraft til at rykke på den grønne omstilling.

Fonden skal bidrage til en national og global grøn omstilling. Det betyder udvikling og udbredelse af nye teknologier og omlægning af energisystemer til vedvarende energi. Desuden lagring og effektiv anvendelse af energi mv.

Fonden skal også fremme global eksport af grøn teknologi, særligt inden for vind.

Samtidig skal fonden bidrage til at løse de udfordringer, som klimaforandringerne og en voksende verdensbefolkning skaber i form af fødevaremangel og vandknaphed.

I finansloven finder vi også en perlerække af gode miljøtiltag. For blot at nævne et par stykker: Der er afsat to mia. kr. til at udtage sårbar landbrugsjord til fordel for vandmiljøet, og der oprettes en skovfond på 100 mio. kr. med det formål at rejse skov og udtage kulstofrig landbrugsjord fra drift.

Der afsættes 20 mio. kr. årligt til at udlægge arealer med urørt skov. Tiltag, der øger biodiversiteten og hjælper naturen på vej.

Danmark og danskerne har fået en ny regering, der har modet og viljen til forbedring og udvikling. Denne første finanslov prioriterer daginstitutioner og skoler, sundhed, klima og miljø.

Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet har med den netop indgåede finanslovsaftale vist, at der kommer handling bag vores valgkampsløfter.

Der er god grund til at glædes over velfærdsforbedringerne og ønske hinanden rigtig god jul.

Birgitte Vind. Pressefoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce