Annonce
Jelling

Ny kok vil forvandle café til spisehus: Farvel til de lette løsninger

Jacob Decco er fra 1. maj ny køkkenchef og kok i caféen i Byens Hus i Jelling. Han har store ambitioner for stedet, og er i fuld gang med at forvandle det til et spisehus. Foto: Yilmaz Polat
Hygge og god, hjemmelavet mad. Det er nogle af nøgleordene for Jacob Decco, som fra 1. maj er ny kok i Byens Hus.

Jelling: Der står en ny mand ved komfuret i Byens Hus i Jelling, og han har store ambitioner.

49-årige Jacob Decco har skiftet tidligere stillinger som køkkenchef og kok på Nimb, Hereford Village og Meyers ud med rollen som køkkenchef i Byens Hus i Jelling, og de store tanker fra sine tidligere stillinger, har han taget med sig.

Jacob Decco er født og opvokset i København, men bor i dag i Skibet med sin familie. Når han ikke svinger kødgryderne, er han forsanger i et band, men det er i køkkenet, at han helst bruger sin tid.

- Jeg elsker at lave mad. Jeg har været kok i 12 år, og jeg bruger gerne 14 timer i køkkenet på en arbejdsdag, siger han.

I starten var det kun meningen, at Jacob Decco skulle hjælpe med en ny menu og opstarten i køkkenet, men han blev hurtigt grebet af stedets hjemlige hygge.

- Der er sådan en fed stemning her. Der kommer mange lokale, og det handler meget om hyggen og ikke så meget om, at det skal være fint og maden dyr.

Annonce

Den nemme vej er ikke den rigtige vej, og derfor kræver det passion at lave god mad.

Jacob Decco

Nyt koncept

Men lidt fint skal det være. En af ambitionerne er nemlig, at cafeen gerne skal forvandle sig til et spisehus.

- Vi kører med et nyt menukort. og mange af de klassiske caferetter er røget eller blevet opgraderet og nye retter er kommet til. Mange af retterne bærer lidt præg af kro-stemning, siger Jacob Decco.

For ham er det vigtigt, at det mad som gæsterne spiser, er af god kvalitet, og det kræver ekstra arbejde.

- Den nemme vej er ikke den rigtige vej, og derfor kræver det passion at lave god mad, siger han.

Alt er hjemmelavet

Noget af det som skal løfte kvaliteten af retterne, er det arbejde som ligger bag. Og for Jacob Decco er det derfor en selvfølge, at alt laves fra bunden.

- Alt er hjemmelavet. Vi bager selv vores brød, panerer vores fisk, sylter vores agurker og laver vores egen ketchup.

Fordi han kan stå indefor maden, modtager han også gerne kritik fra stedets gæster.

- Vi opfordrer folk til at give os en anmeldelse på tripadvisor, så vi kan blive endnu bedre til det vi brænder for.

Eva Guldmann er en af 17 anpartshavere i Byens Cafe Aps, og hun er meget tilfreds med stedets nye kok.

- Vi er jo blevet blæst bagover af Jacob, og de mange tanker han har om stedet. Nogle af tankerne havde vi også selv, men han har bragt en masse nyt frem, så det er dejligt, siger hun.

Jacob Decco har tidligere været køkkenchef og kok på Nimb og Hereford Village i København, og han har taget mange af sine erfaringer og tanker med sig i køkkenet i Byens Café. Foto: Yilmaz Polat

Fokus på bæredygtighed

Intet mad skal gå til spilde. Det er et mål for Jacob Decco, og derfor gør køkkenet meget ud af at genbruge det mad, som ikke bliver brugt.

- Forleden havde vi nogle pærer tilovers, og dem syltede vi så, og brugte en anden dag. Ligeledes opdagede vi, at der ofte var pomfritter til overs, og derfor får folk en mindre portion af dem til deres burger, siger Jacob Decco.

Der er også flere vegetarretter på menukortet, selvom Jacob Decco dog må indrømme, at han er glad for kød.

- Jeg elsker en god bøf og vi serverer også kød i cafeen, men ofte i mindre portioner, siger Jacob Decco, hvis livret er wienerschnitzel, og som derfor også findes på menuen.

Byens Café skal være for alle, og det skal maden afspejle. Derfor ser Jacob Decco frem til at byde store og små velkommen til en ny og forbedret spiseoplevelse.

Der er kommet et helt nyt menukort i caféen, og alt er hjemmelavet. Det er nemlig en selvfølge for Jacob Decco, at gæsterne kun spiser mad af god kvalitet. Foto: Yilmaz Polat
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce