Annonce
Vejle

Togbro over Vejle Fjord: Ny S-formand udfordrede Mette Frederiksen

Mathias Niebuhr er sit partis yngste lokalformand - men det skræmte ham ikke fra at gå på talerstolen på partikongressen søndag og stille spørgsmål til statsministeren. Arkivfoto: Yilmaz Polat
Mathias Kring Niebuhr benyttede sin taletid på Socialdemokratiets kongres til at spørge om togbroen over Vejle Fjord.

Vejle: Når man vælger at bestige talerstolen på Socialdemokratiets kongres i Aalborg, kan man jo lige så godt spørge om noget, der optager sindene i Vejle og omegn.

Det gjorde formanden for Socialdemokratiet i Vejle, Mathias Kring Niebuhr, søndag. Han var næstsidste mand på den lange talerliste, og da han fik ordet, spurgte han til den omdiskuterede togbro over Vejle Fjord.

Broforbindelsen - eller muligvis en tunnel - er en del af den timeplan, som Socialdemokratiet indgik forlig om tilbage i 2014. Dengang blev Togfonds-forliget støttet af Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten og Radikale.

Siden er der løbet meget vand i fjorden. En ny infrastrukturplan fra den nu tidligere regering - også støttet af Dansk Folkeparti - fjernede det fem milliarder dyre projekt fra investeringsoversigten. Men da Løkke-regeringen nu er fortid, er det gamle forlig inklusiv togbro stadig en mulighed.

Annonce

Politikersvar fra formand

På den baggrund var spørgsmålet fra Mathias Kring Niebuhr relevant. Men han måtte nøjes med et rigtigt politikersvar fra sin partiformand og landets statsminister:

- Trafik snakker vi om, når vi kommer med et trafikudspil, refererer han svaret fra Mette Frederiksen.

Med andre ord. Intet nyt under trafiksolen. Mathias Kring Niebuhr og alle andre lokale må vente på det oplæg til infrastrukturplan, som regeringen kommer med.

EL holder fast

På forhånd holder ikke mindst Enhedslisten hårdnakket fast i forliget fra 2014, der som udgangspunkt skulle sikre timedrift mellem de største byer, København, Odense og Aarhus. Her var en Vejlefjord-forbindelse nødvendig for at få tidskabalen til at gå op.

Partierne uden for forligskredsen har til gengæld kæmpet lige så indædt imod projektet - på lokalt plan ikke mindst i skikkelse af det nyvalgte medlem af Folketinget, Christoffer Melson (V).

Han har ikke plads i Folketingets transportudvalg - men her sidder til gengæld den konservative transportordfører, Niels Flemming Hansen, der som bekendt også er nyvalgt fra Vejle.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce