Annonce
Kultur

Ny serie fra manden bag 'Turbomodul': Om at flygte fra sit ophav og komme hjem igen

Den dysfunktionelle familie fra Thy. Fra venstre Kasper Gross, Sofie Stougaard, Miri-Ann Beuchel, Charter McCloskey, Karen-Lis Ahrenkiel og Uffe Rørbæk. Foto: Grasvaerk
Instruktøren Lars Therkildsen har lavet tv-serie om en dysfunktionel familie, hvor alt går i ring.

Tv-serie: Hvad sker der egentlig, når vi mødes i familien? Måske kan vi alle nikke genkendende til hændelser, der går igen. I en ny dansk komedieserie bliver det emne taget op.

Bag den står Lars T. Therkildsen, der også har skabt komedieserierne fra TV2/Zulu og TV2/Play, "Turbomodul" og "Jacob Ditzel", sammen med Charter McCloskey. De to venner kommer oprindeligt fra Thy og bor nu i henholdsvis Hinnerup og København.

"Helved" hedder den nye serie, der kan ses på streamingtjenesten Amazon fra 20. september.

- De seks afsnit er en klaustrofobisk og næsten mareridtslignende loop-komedie, der udspiller sig på en forfalden slægtsgård i det mørke Jylland - hvad nogen ville betegne som helvede, siger Lars Therkildsen.

Annonce

"Helved"

"Helved" er en serie i seks afsnit på cirka et kvarter hver. Den findes også med engelske tekster. Serien bliver sendt på streamingtjenesten Amazon fra 20. september.

Den er produceret af Grasværk, et kreativt produktionsselskab baseret i Aarhus. "Helved" er støttet af New Danish Screen ved Det Danske Filminstitut.

Medvirkende:

Charter McCloskey - Albert

Uffe Rørbæk - Jens

Sofie Stougaard - Jytte

Kasper Gross - Dennis

Miri-Ann Beuchel - Ida

Karen Lis Ahrenkiel - Farmor

Manuskript og instruktion: Lars T. Therkildsen

Farmors 80-års-dag

"Helved" tager udgangspunkt i Albert, der på mystisk vis bliver fanget i et tidsloop på familiens slægtsgård i Jylland. Det sker under hans demente farmors 80-års-fejring. Dømt til at genopleve den samme familiefødselsdag igen og igen må Albert revurdere sig selv, sin familie og finde ud af, hvorfor alting går i ring.

- Målet er først og fremmest at skabe en underholdende og sjov komedieserie om en dysfunktionel familie fra udkanten af Danmark. Det er sort, jysk humor for fuld udblæsning, men med familiesituationer, som mange måske kan nikke let genkendende til.

- Jeg har hentet inspiration i Thy, fordi jeg gerne vil fortælle historier om skæve karakterer med en autentisk bund. Det er vigtigt for mig, at karaktererne og miljøet har en autenticitet, selvom de er skruet op på 110 procent. "Helved" er en videreudvikling af det, vi har arbejdet på i "Turbomodul"-regi - både visuelt og komisk. Det er ikke høflig tøhø-humor, og mørket lurer under fortællingen, siger Lars T. Therkildsen.

Han fandt et hus i Østbirk, hvor optagelserne kunne laves.

Om at flygte

"Helved" handler i høj grad også om at flygte fra sit ophav, om at komme hjem igen og se sig selv og sin familie i øjnene - på godt og ondt. Alt - kaffebordet, torskeranden, fødselsdagsflag - burde være dejligt, men er det ikke, for alle gemmer på ét eller andet, mener 38-årige Lars Therkildsen.

Han er cand.mag. i nordisk litteratur og filosofi fra Aarhus Universitet og autodidakt i filmbranchen og deler lige nu kontor med Uffe Rørbæk i bygningen Navitas på Aarhus Havn.

- Jeg har altid interesseret mig for kreative ting og havde ikke noget ønske om at bruge uddannelsen til at blive gymnasielærer, forklarer Lars Therkildsen, der kom fra Thy til Aarhus i 2001, da han begyndte på studierne.

Nu bor han med sin familie i Hinnerup. Han er lige nu i gang med at lave toeren af "Julemandens datter" sammen med Uffe Rørbæk, der også spiller med i "Helved".

"Helved" blev godt modtaget og spillede for fulde sale ved forpremierer på Zulu Comedy Festival i København og Øst for Paradis i Aarhus.

Familien til Farmors 80-års fødselsdag. Fra venstre Charter McCloskey, Uffe Rørbæk, Miri-Ann Beuchel, Kasper Gross, Sofie Stougaard og Karen-Lis Ahrenkiel. Foto: Grasvaerk
Lars Therkildsen er cand.mag. i nordisk litteratur og filosofi og autodidakt i filmbranchen. Foto: Hans Petersen
Lars Therkildsen. Foto: Hans Petersen
Lars Therkildsen. Foto: Hans Petersen
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce