Annonce
Vejle

Overraskende nyt på Posthusgrunden: Først kom SF - nu trækker et konservativt folketingsmedlem i håndbremsen

Det bliver heller ikke i dag, at Folketingets Finanstilsyn tager stilling til, om Banedanmark skal sælge en del af arealet med godsspor ved Gammelhavn til NPV A/S. En handel, der indbringer Banedanmark et provenu på 25,7 millioner kroner, der skal bruges til at anlægge nye godsspor som erstatning for de nedlagte. Arkivfoto: Mette Mørk
Det lokale folketingsmedlem Niels Flemming Hansen (K) opfordrer transportministeren til at udskyde salget af Banedanmarks grund ved Gammelhavn til efter kommunalvalget - på grund af den lokale splittelse.

Vejle: Torsdag eftermiddag er Folketingets Finansudvalg samlet igen, og endnu engang er Banedanmarks salg af godsbanearealet på Posthusgrunden i Vejle på dagsordenen.

Men igen peger alt på, at sagens afgørelse udskydes endnu en gang.

Det skete for en uge siden, da SF's Jacob Mark på vegne af sin partifælle i Vejle Byråd, Morten Kristensen, stillede tre spørgsmål til transportministeren i sagen.

Annonce

De spørgsmål har Benny Engelbrecht (S) nu svaret på skriftligt, og ministeren mener ikke, at salget af godsarealet giver problemer for godshåndteringen i Vejle.

Minister baner vej for salg

Transportministeren afviser også, at den aktuelle klage over byggeriets miljøvurdering har indflydelse på Banedanmarks salg, ligesom han afviser, at salget af arealet får indflydelse på spor til en mulig, kommende Billundbane.


Finder ministeren det ikke mest hensigtsmæssigt at afvente en godkendelse til efter et kommunalvalg, nu da der er så stor og fundamental uenighed.

Niels Flemming Hansen (K), i spørgsmål til transportministeren


Med de svar kan udvalget træffe en afgørelse i sagen, men torsdag formiddag er et nyt spørgsmål dukket op i den langstrakte byudviklingssag fra Vejle.

Denne gang er det Konservatives lokalvalgte folketingsmedlem, Niels Flemming Hansen, der har stillet et spørgsmål i sagen til Benny Engelbrecht.

Annonce

Bør afvente kommunalvalg

Niels Flemming Hansen har ikke sæde i Finansudvalget, men han har stillet et såkaldt §20-spørgsmål til ministeren, hvilket alle folketingsmedlemmer har mulighed for.

MF Niels Flemming Hansens far, Flemming Hansen, var konservativ energi- og transportminister i mange år. Nu stiller Niels Flemming Hansen et spørgsmål til den nuværende minister og udskyder dermed salget af et af de tre jordstykker, der indgår i Posthusgrunden. Arkivfoto: Mette Mørk


Niels Flemming Hansens spørgsmål har Jacob Mark taget med til torsdagens møde i Finansudvalget, og det lyder:

”Finder ministeren det ikke mest hensigtsmæssigt at afvente en godkendelse af aktstykke nr. 200, 2020-21 (Banedanmarks salg til NPV, red.) til efter et kommunalvalg, nu da der er så stor og fundamental uenighed og utryghed om projektet for Posthusgrunden i Vejle?"

Annonce

Kan blive ved med spørgsmål

Jacob Mark beder ministeren besvare dette spørgsmål og oversende svaret til udvalget, inden der tages stilling til aktstykket.

Det betyder, at sagen ikke færdigbehandles på mødet i eftermiddag.

Og står det til modstanderne af NPV's byggeprojekt på Gammelhavn, blandt andre Niels Flemming Hansens partifælle i byrådet, viceborgmester Dan Arnløv, og SF's Morten Kristensen, skal sagens afgørelse i Finansudvalget helt udsættes, indtil vælgerne har sammensat et nyt byråd ved valget til november.

Finansudvalget mødes hver torsdag gennem folketingsåret og igen om en uge, hvor sagen om handlen i Vejle kommer på dagsordenen igen.

Ifølge udvalgets sekretariat på Christiansborg har medlemmerne mulighed for at blive ved med stille nye spørgsmål til sagen, indtil udvalget en dag beslutter sig for at træffe den endelige beslutning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Jeg havde ellers glædet mig!

Kultur

Jelling har en plan: Når du ikke må komme på festival - kommer festivalen hjem til dig

Annonce