Gårslev: Gårslev Skoles Venner har i 10 år haft en drøm at anlægge en tarzanbane i Gårslev.
Det er kommet tættere på, og det er forhåbentlig i løbet af 2021, at den står færdig. Men økonomien skal først på plads.
Derfor bliver der i disse uger sendt breve til lokale virksomheder, hvor de opfordres til at være sponsorer for tarzanbanen.
Malene Sølvblad NielsenVores grundlag for at samle penge ind har været væk med covid-19, når vi plejer at lave aktiviteter til diverse arrangementer
- Vi har været lidt tilbageholdende med at spørge efter sponsorater. Hallen skulle først have plads til ombygningen, så vi satte os lidt i baggrunden der. Samtidig har covid-19 også sat en stopper for vores indtægter og muligheder, siger formanden for Gårslev Skoles Venner, Malene Sølvblad Nielsen.
Tarzanbanen kommer til at koste 170.000 kroner efter et tilbud fra en leverandør.
På nuværende tidspunkt har Gårslevs Skoles Venner sponsorater fra Fonden for Fynske Bank på 50.000 kroner og Dagli'Brugsen i Gårslev på 10.000 kroner. Og venneforeningen har selv samlet 10.000 kroner ind gennem forskellige aktiviteter.
- Vores grundlag for at samle penge ind har været væk med covid-19, når vi plejer at lave aktiviteter til diverse arrangementer, men det har jo ikke været muligt at gøre i år, sige Malene Sølvblad Nielsen.
Den bliver for alle
Der bliver mulighed for mange forskellige aktiviteter på banen, som kommer til at lægge sig ved siden af svævebanen, fortæller Malene Sølvblad Nielsen.
- Der kommer en balancebane i træ, så den passer ind i naturen, stylter, balancebom med tov, diverse stubbe, up-and-over-net og mere, siger Malene Sølvblad Nielsen og fortsætter:
- Vi vil jo gerne have den bygget i 2021, og det er noget, vi har arbejdet på de sidste to-tre år. Vi vil gerne have gode udendørs væresteder, så børn kan trives, som især er vigtigt her i corona-pandemien. Den skal skabe glæde for alle, og alle kan bruge den.
Gårslev Skoles Venner hjælper generelt skolen med at gøre den attraktiv og sjov for eleverne. I 2016 blev der anlagt en parkourbane til 250.000 kroner.
- Planen med banen er, at det skal være en bane til glæde for alle. Vi brænder for at støtte og hjælpe skolen og eleverne og gennem aktiviteter gøre skolen attraktiv for borgere og tilflyttere og gøre skolelivet sjovere, siger Malene Sølvblad Nielsen.