Jelling: Naboerne, der bor ved krydset på hjørnet af Fårupvej og Mølvangvej, har efterhånden skabt en hyggelig juletradition.
På græsarealet har de nemlig for fjerde år i træk rejst et stort juletræ med lys, så folk bliver mødt med julestemning, når de kommer ind i den vestlige del af Jelling.
I år har Arne Flensburg, Villy Voetmand og Henning Vestbjerg sørget for, at træet er kommet op at stå på græsplænen, hvor der engang var et hus. Leverandøren af træet er vognmand Flemming Larsen fra Mølvang.
- Lokalrådet undrede sig over, hvordan vi havde fået lov at rejse juletræet. Men sagen er, at vi ikke har spurgt nogen om lov. Vi har bare rejst det. Det har vi ikke haft problemer med tidligere. Og vi leverer selv strømmen, forklarer Arne Flensburg.
- Ja, det er jo nok nemmere at få tilgivelse end tilladelse. Det er ligesom regeringen, indskyder en grinende Villy Voetmand med henvisning til den aktuelle minksag.
I løbet af et kvarters tid er juletræet sat på plads, lysene monteret og strømmen sat til.
Arne FlensburgSagen er, at vi ikke har spurgt nogen om lov. Vi har bare rejst det.
Det skal fejres, og som traditionen siger, sker det i form af en lille skarp.
Skål, lyder det fra Arne Flensburg, Villy Voetmand og Henning Vestbjerg, som har fået selskab af Gitte Knudsen.
Og så bliver det også jul i år på hjørnet af Fårupvej og Mølvangvej.