Annonce
Sport

Ny VB-træner: Jeg kunne ikke sige nej til sådan en mulighed

Carit Falch mødte tirsdag for første gang ind på sin nye arbejdsplads, Vejle Stadion. Han er første gang på banen 18. juni, når han og spillerne tager fat på forberedelserne til den kommende sæson. Foto: Mette Mørk
Carit Falch er ny træner i Vejle Boldklub. Hans grundfilosofi er offensiv fodbold, og den filosofi tager hen med til Nørreskoven fra sin tidligere klub Lyngby.

Vejle: Hvorfor Vejle Boldklub?

- Jeg kunne ikke sige nej til sådan en mulighed, svarer Carit Falch.

VB hører til blandt de store traditionsklubber i dansk fodbold, og sådan én er vanskelig at sige nej til. I al fald for Carit Falch, der kommer til Vejle fra et trænerjob i Lyngby. Et job han med egne ord var super glad for.

Annonce

- Vejle er kendt som en klub med en offensiv og positiv tilgang til fodbold, og sådan er min også, siger Carit Falch og fortsætter:

- Desuden tiltaler det mig, at Vejle er en klub med et internationalt snit på spiller- og ejersiden, siger Carit Falch.

Og så er der en detalje af nyere dato:

- Sidste sæson afsluttede vi med en kamp på Vejle Stadion, og efter kampen talte min stab og jeg faktisk om, at Vejle altid er et behageligt sted at komme - et sted, jeg godt kan se mig selv.

Kampen i Vejle og snakken med staben foregik 24. maj og længe inden den første kontakt mellem Carit Falch og Vejle Boldklub omkring et muligt samarbejde.

Den opstod senere og mundede ud i, at Carit Falch og Vejle Boldklub nu har papir på hinanden til sommeren 2023.

Carit Falch, der er 44 år, bor i Lyngby, men flytter til Vejle, og det bliver i første omgang alene, mens kæresten og hendes barn bliver boende i det københavnske.

VB skal blive oppe

Carit Falchs opgave er i første omgang at holde Vejle Boldklub i Superligaen.

- Vi er ikke naive og slår store brød op. Vi skal blive, siger Henrik Tønder, direktør i Vejle Boldklub.

- Trænere er alle steder ansat til at få resultater, og på bundlinjen bliver alle trænere målt på deres resultater, fortsætter han.

Men der kan hentes sidegevinster, og én af dem, VB går efter, er et tættere samarbejde mellem klubbens ungdomsafdeling og førstehold.

- Der ligger lidt ekstra procent, vi gerne vil hente. Vi har dygtige folk ansat på vores akademi og omkring vores førstehold, og vi tror, at der er muligheder for at højne kvaliteten igennem mere samarbejde, siger Henrik Tønder.

Annonce

Det tog fart i Hvidovre

I Carit Falch får VB en træner, som kender ungdomsfodbolden.

Falchs trænerkarriere begyndte, da han som 15-16 årig overtog et ungdomshold i barndomsklubben Karlslunde IF, og siden kom han til Greve og senere Hvidovre.

- Jeg er opvokset i forstæderne syd for København, og man kan sige, jeg i mine trænerjobs bevægede mig op ad kysten, siger Carit Falch.

Det var i Hvidovre tingene for alvor tog fart. Dér mødte han folk som Kim Hallberg, Thomas Frank og Brian Riemer. Kim Hallberg er i dag elitechef i Dansk Boldspil-Union, mens Thomas Frank og Brian Reimer i dag udgør trænerduoen hos engelske Brentford, som netop er rykket op i Premier League.

Senere kom han til FC Nordsjælland, HB Køge og FC Helsingør, inden han tog udenlands til først Litauen og senere Cypern.

Annonce

Et lukket dansk marked

Carit Falch landede et job som U21-landstræner i Litauen, da det litauiske fodboldforbund groft sagt ryddede hele butikken og gik på jagt efter nye trænere til alle landsholdene.

Carit Falch kendte Auri Skarbalius fra deres fælles tid i HB Køge, og Skarbalius, der er tidligere litauisk landsholdsspiller og har en spiller- og træner-fortid hos blandt andre Brøndby, stak til Carit Falch, og det endte med, at Falch søgte jobbet og fik det.

- Jeg har altid haft store ambitioner og ville gerne prøve mig selv af andre steder end i Danmark. Oplevet noget andet og det fik jeg mulighed for i Litauen og på Cypern, siger Carit Falch og fortsætter:

- Jeg er en træner uden en stor landsholds- eller klubkarriere bag mig, og samtidig har jeg måske ikke bevæget mig rundt i de rigtige cirkler, for det danske trænermarked virkede meget lukket.

Annonce

Der opstod en åbning

Men der opstod - lidt tilfældigt - en åbning.

Hjemme igen efter turen til Cypern og efter ét år hos FC Nordsjælland som trænerassistent og analysechef stod Carit Falch i sommeren 2020 igen med ønsket om en udlandstur.

Corona-situationen gjorde imidlertid det hele vanskeligt og usikkert, og derfor slog han til, da Lyngby bød sig til med et job som træner for klubbens hold i U19 Ligaen. I november 2020 blev Lyngby-træner Christian Nielsen sygemeldt med en hjernerystelse, og Carit Falch overtog ansvaret for førsteholdet, og omkring juletid blev det på permanent basis, da Lyngby fyrede Christian Nielsen.

Trods en resultatmæssig opblomstring i foråret 2021 rykkede Lyngby ud, men Carit Falch bliver i Superligaen.

Bliver det så i fremtiden et VB-hold med sammen spillestil som Lyngbys?

- Min grundfilosofi er offensiv fodbold med et aggressivt pres og meget bevægelse, svarer Carit Falch.

Den tager han med til Vejle, men selvfølgelig er der nuancer. Der kommer situationer, hvor tingene gribes anderledes an:

- Jeg vil helst spille offensiv fodbold, og det er også det, Vejle vil.

Fem korte til Falch

1 Bade- eller storbyferie?

- Du spøger en mand, som ikke har været på charterferie i 20 år. Jeg har igennem mit arbejde som træner set mange storbyer, så skal det være rigtig ferie, som kan mærkes, skal det være badeferie.

2 Skal film ses i tv eller i biografen?

- Biografen. Jeg er vild med at gå i biografen, og jeg har nogle venner, jeg ofte går i biografen med, men på grund af corona-krisen har det desværre været for sjældent, vi er kommet af sted. Jeg foretrækker film med action, men der skal samtidig også været et godt plot.

3 Vin eller øl?

- Hver ting til sin tid. Jeg nyder begge dele, men om det så er vin eller øl, afgøres af lejligheden.

4 Engelsk eller tysk fodbold?

- Skal jeg underholdes, ser jeg helst en kamp fra England. Ser jeg én med træner-brillerne på, foretrækker jeg en kamp fra Tyskland. Igennem de senere år er udviklingen af spillet sket i Tyskland, og derfor er fodbold mest interessant.

5 Messi eller Ronaldo?

- Ronaldo. Det handler mest om Ronaldos baggrund, for han er ikke nødvendigvis et helt unikt fodboldtalent, men han er et eksempel på en spiller, som er nået langt på grund af hårdt arbejde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport For abonnenter

Kommentar: Der er ingen vej udenom - Uefa eller Hjulmand taler usandt

Alarm 112 For abonnenter

Retssag om pædofili: 44-årig erkender blufærdighedskrænkelse og børneporno, men nægter voldtægt

Alarm 112

Nej, den flinke mand var ikke fra politiet: Nyt forsøg på at narre penge fra folk

Annonce