x
Annonce
forside

Ny viden ved grundlovsforhør: Sådan formodes dødsfaldet i Tønnesgade at være sket

Kvinden skulle søndag have skubbet den 62-årige mand ned ad trapperne og efterfølgende kylet potteskår på ham. Tirsdag eftermiddag blev han fundet død. Foto: Michael Svenningsen

Ifølge politiet slog den 62-årige mand sit hoved ved faldet og blev forladt i en spiritusrus og med blodfortyndende medicin i kroppen.

Vejle: Den 53-årige kvinde, der tirsdag aften blev anholdt i forbindelse med fundet af en død mand i Tønnesgade, blev onsdag eftermiddag fremstillet i et grundlovsforhør.

Hun er sigtet for vold under særdeles skærpende omstændigheder og for at have forladt en person i hjælpeløs tilstand.

Dørene blev af anklagemyndigheden begæret for lukkede, men Sydøstjyllands Politi beretter, at den 53-årige kvinde holdes varetægtsfængslet i surrogat til den 10. Maj.

Offentligheden fik ved Retten i Kolding kun oplyst sigtelsen. Men mere konkret skulle kvinden - ifølge politiet - i søndags mellem klokken 16 og 18 have skubbet den 62-årige mand ned ad trapperne ved sin lejlighed, så han slog sit hoved.

Annonce

Du er efterfølgende sigtet for at have efterladt ham i den tilstand, selvom du vidste, at han var påvirket af spiritus og fik blodfortyndende medicin.

Helle Iversen, anklager

Erkender sig uskyldig

Herefter kastede hun potteskår efter manden, så han blandt andet fik en stor flænge på sit ene skinneben.

- Du er efterfølgende sigtet for at have efterladt ham i den tilstand, selvom du vidste, at han var påvirket af spiritus og fik blodfortyndende medicin, sagde anklager Helle Iversen.

Kvinden selv sagde ikke meget i retten, men ifølge hendes forsvarer Erling Christensen kan hun ikke erkende sig skyldig i forholdene.

Er eller var kærester

Det kom ikke frem, hvilken relation sigtede og afdøde har til hinanden. Men ifølge avisens oplysninger var de - eller har været - kærester.

En nabo har blandt andet fortalt, hvordan flere i hans opgang i søndags var vidne til et større skænderi mellem beboeren i stuelejligheden overfor og dennes kæreste.

Efter det kunne ingen af den 62-åriges venner ifølge hans oplysninger komme i kontakt med ham, før en af dem troppede op på adressen og fandt ham død.

Skal afhøre en række personer

Beslutningen om at fremstille den 53-årige kvinde i grundlovsforhøret blev truffet, efter at en obduktion af afdøde i løbet af onsdag viste, at han næppe er død som følge af naturlige årsager.

Det fortæller efterforskningsleder Carsten Thostrup fra Sydøstjyllands Politi.

- Vi har en formodning om, hvad der har været den direkte årsag til de kvæstelser, manden er død af. Men det holder vi for os selv indtil videre, siger Carsten Thostrup.

Efterforskningslederen oplyser, at politiet nu skal i gang med at afhøre en række personer i sagen. Han forventer ikke, at melde yderligere ud i sagen på denne side af påske.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Frøs Sparekasse fjerner ældre kunders mulighed for at overføre penge via netbank

Annonce