Annonce
Billund

Nye bedemænd satser på mere gennemsigtighed

Jørgen Heick (tv) og Jørn Larsen (th) ser frem til at drive bedemandsforretningen videre. Foto: Kristina V. Skjoldborg
Jørn Larsen og Jørgen Heick, der har overtaget Søgaards Bedemandsforretning, vil gøre bedemandsverdenen mere gennemskuelig for kunderne.

Grindsted: Det var en ny begyndelse for dem begge, da bedemændene Jørn Larsen og Jørgen Heick mandag den 1. juli mødte ind på deres nye kontor i den nyoprettede virksomhed ”Bedemand Heick og Larsen” på Thorsvej og sagde godmorgen.

- Da jeg begyndte i faget for fire år siden, havde jeg ikke i tankerne, at jeg skulle gå hen og blive selvstændig. Jeg havde det fint med at kunne tage arbejdskasketten af og på, siger Jørn Larsen.

For Jørgen Heick var det anderledes. Før han blev bedemand, havde han leget lidt med idéen om at blive selvstændig, men at det skulle ende med blive efter bare et halvt år i bedemandsfaget, kom nu alligevel som en overraskelse.

- Det er gået lidt stærkt, siger Jørgen Heick med et smil.

De to bedemænd har tidligere været ansat i Katri Søgaards Bedemandsforretning, men har nu overtaget virksomheden. Og selvom der er to nye ved roret, vil værdierne forblive de samme:

- Vi kører videre med den samme ånd og de samme værdier. Katri har lært os meget, som vi fortsat bringer med videre, siger Jørn Larsen.

Annonce

Vores mål er at give de pårørende overskud til at være kede af det ved at varetage de praktiske opgaver ved et dødsfald

Jørgen Heick, bedemand

Mere gennemsigtighed

- Nu skal vi udbrede, at vi er her, hvem vi er, og hvad vi kan tilbyde, siger Jørgen Heick om det næste skridt for den nye virksomhed, og Jørn Larsen er enig:

- Vi vil gerne gøre det gennemsigtigt for kunden, hvilken ydelse de får hos os, og hvad der for eksempel går til blomster eller stenhuggeren.

Derfor har de to bedemænd valgt ikke at have nogle samarbejdspartnere, som de er økonomisk forbundet med.

- Hvis ens gamle mor altid har fået blomster fra Brugsen, skal det også være en mulighed til hendes begravelse. Vi skal ikke bestemme, hvor blomsterne skal komme fra, forklarer Jørn Larsen og understreger, at de stadig gerne hjælper de pårørende med at bestille stenen, blomster eller kaffe efter begravelsen.

- Vi vil meget gerne hjælpe, det går bare ikke over vores regning, siger Jørn Larsen. Med samarbejdspartnere eller ej, er deres fornemmeste opgave stadig at give plads til sorgen.

- Vores mål er at give de pårørende overskud til at være kede af det ved at varetage de praktiske opgaver ved et dødsfald, forklarer Jørgen Heick.

Holder til ved Vinbech's Pejse

Efter overtagelsen af bedemandsforretningen søgte de to herrer efter nye lokaler.

- Vi ville gerne være et sted, hvor vi både kunne have lager og kontor, forklarer Jørn Larsen.

Jørgen Heick tog derfor fat i Erik Vinbech, der tidligere på året lukkede den fysiske pejseforretning. Nu holder bedemandsforretningen derfor til i den ene ende af bygningen, hvor der tidligere var pejseudstilling, og har samtidig et lager og plads til rustvognen.

- Det er rigtig godt for os at være her. Vinbech kan fortsætte sin pejsevirksomhed, og vi kan have alle vores ting samlet, siger Jørgen Heick.

En pejsevirksomhed og en bedemandsforretning, der holder til samme sted har da også givet anledning til et par kommentarer eller to, men Heick og Larsen forsikrer, at de fortsat vil benytte krematoriet i Kolding.

Bedemand Heick og Larsen

Ejes af Jørn Larsen og Jørgen Heick

Holder til på Thorsvej i samme bygning som Vinbech's pejse

Jørn Larsen har arbejdet som bedemand i fire år

Jørgen Heick begyndte i januar hos Katri Søgaards bedemandsforretning

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce