Skibet: I december sidste år blev de første 36 rækkehuse i et nyt boligområde på Rapsvænget ved Skibet afsat i løbet af ganske kort tid
Nu er bygherren, Aarhus-selskabet Go’Bolig, der er en del af ejendomsselskabet Koncenton A/S, klar til at udleje anden og sidste etape i udstykningen, der ligger bag en vold overfor Skibets eneste dagligvarebutik, Rema 1000.
Først færdig til marts
Denne gang er der tale om 28 rækkehuse, der først er klar til at byde ny lejere velkommen til marts næste år, men selskabet er overbevist om, at boligerne hurtigt er afsat.
Sarah Nørgaard Magnusson, marketingchef hos Go’BoligAllerede før projektmaterialet var klar, oplevede vi mange, der ville vide, hvordan man sikrer sig en bolig.
- Allerede før projektmaterialet var klar, oplevede vi mange, der ville vide, hvordan man sikrer sig en bolig. Så vi har store forventninger til projektet, siger Sarah Nørgaard Magnusson, marketingchef hos Go’Bolig i en pressemeddelelse.
Seniorer og familier
Hun fremhæver en naturskøn placering i udkanten af Skibet tæt på indkøb, den lokale skole og i kort køreafstand til Vejle centrum, som nogle af de parametre, der især trækker unge børnefamilier fra Vejle, Billund og Aarhus til.
- Men også seniorer, der har boet i lokalområdet i mange år, kan se sig selv i de alsidige ét-plansboliger med egen terrasse og en lille, overskuelig have, siger marketingchefen.
De ny rækkehuse opføres som svanemærkede klimaboliger. De er alle 93 kvadratmeter og indrettes med køkken/alrum, tre separate værelser, bryggers og badeværelse. Selskabet, der også står bag 154 ens rækkehuse på Agerglimt i Vinding, har netop åbnet udlejningen, og lejen for et rækkehus lander på 9.900 kroner om måneden.