Annonce
Vejle

Nye skoler indviet: Både borgmesteren og viceborgmesteren var i sving

Mandag morgen var borgmester Jens Ejner Christensen (V) med til at indvie én af Vejles to nye FGU-skoler. Foto: FGU Trekanten
Både Vejles borgmester og viceborgmesteren måtte i aktion, da to nye FGU-skoler blev indviet i Vejle mandag morgen.

Vejle: Mandag morgen slog to nye skoler i Vejle for første gang dørene op for nye elever. Begge skoler er en del af den nye, fælles forberedende grunduddannelse under navnet FGU Trekanten, som også har skoler i Billund, Fredericia og Middelfart kommuner.

Målet med skolerne er at tilbyde et samlet uddannelsestilbud efter grundskolen til de unge, der ikke umiddelbart er uddannelsesparate. Tilbuddet skal gøre de unge i alderen 15 til 25 år klar til en erhvervsuddannelse, gymnasial uddannelse eller beskæftigelse.

Uddannelsen er tilpasset de unges behov, og så skal den medvirke til, at eleverne bliver afklaret både på det personlige, sociale og faglige plan.

- Fællesskab, trivsel og tryghed er det vigtigste at give de unge, når de starter. Det er hele FGU’s fokus og kendetegner den måde, vi tager imod de unge på, siger Jens Ole Jørgensen, skoleleder på FGU Vejle på adressen Boulevarden 15.

De to nye skoler ligger på Boulevarden 15 og Sandagervej 61. Borgmester Jens Ejner Christensen (V) forestod indvielsen på Sandagervej - og inde i byen klarede viceborgmester Dan Arnløv Jørgensen (K) ærterne.

Annonce

Forberedende Grunduddannelse (FGU)

De to nye FGU-skoler i Vejle er opstået ved en sammenlægning af tidligere produktionsskoler i byen.

Her tæller blandt andet Vejle Produktions- og Uddannelsescenter (Sandagergård) og Produktionsskolen Datariet.

Skolen på Boulevarden 15 får til huse i Datariets gamle lokaler, og skolen på Sandagervej 61 ligger på Sandagergård.

Flere tilbud samlet i én grunduddannelse

640 nye elever er startet i dag, mandag, og de kan forvente en ny hverdag med tema-fag inden for outdoor living, sundhed, bæredygtighed, det kreative og digitale samt kultur og fritid.

Der udbydes tre spor på FGU-uddannelsen. En almen-, en produktions- og en erhvervsgrunduddannelse.

I oktober 2017 indgik regeringen en politisk aftale om en reform af det forberedende uddannelsesområde. Aftalen betød, at de forskellige eksisterende forberedende tilbud blev lagt sammen i en ny forberedende grunduddannelse under navnet FGU. Med aftalen følger 27 nye FGU-skoler rundt om i landet.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce