Annonce
Børkop

Nye udstykninger på vej: To landsbyer får flere indbyggere

Der skal byggemodnes flere grunde i Gårslev, hvis burådet ellers nikker ja til det. Illustration: Vejle Kommune
Vejle Kommune oplever stor efterspørgsel efter byggegrunde i både Gårslev og Smidstrup, så byrådet skal nu tage stilling til, om der atter skal byggemodnes i begge byer.

Smidstrup/Gårslev: Der er godt gang i lysten til at bygge nyt, og det gælder også i Smidstrup og Gårslev.

I hvert fald oplever Vejle Kommune så stor efterspørgsel efter grunde i netop de byer, at sagen ender i byrådssalen i morgen, onsdag.

Her skal byrådet tage stilling til, om der skal bevilges og gennemføres byggemodning af i alt ti parceller i Gårslev samt otte i Smidstrup.

I Gårslev er der tale om et område ved Høllvej.

Vejle Kommune ejer et areal ved Høllvej i Gårslev, der er udlagt til boligformål. Kommunen byggemodnede og udbød i efteråret 2017 seks parcelhusgrunde i områdets 1. etape. Det var på Kæruldvej. Fem ud af seks grunde er nu solgt, og flere efterspørges.

- Juridisk Kontor modtager fortsat henvendelser fra interesserede købere vedrørende parcelhusgrunde i området, lyder det fra Vejle Kommune.

Derfor indtiller forvaltningen til, at der bevilges og igangsættes byggemodning af ti parcelhusgrunde i 2. etape ved Høllvej, hvilket anslås at koste 5,5 millioner kroner. Det forventes, at grundene i 2. etape kan udbydes i foråret 2020.

Landsbyer

Både Gårslev og Smidstrup er gamle byer med en lang historik, og de minder en del om hinanden.

Begge steder er en Dagli'Brugs, og i begge byer er der kirke, skole og idrætshal.

Smidstrup har, ifølge Danmarks Statistik, 781 indbyggere, mens Gårslev har 1089 indbyggere.

Otte nye i Smidstrup

Længere mod vest, i Smidstrup, er oplevelsen den samme. Også her mærker juridisk kontor en efterspørgsel efter nye byggemodne grunde.

Vejle Kommune byggemodnede og udbød i sommeren 2018 otte parcelhusgrunde. Det var på Thusenvænget, der ligger ud til Tiufkærvej, og her er fem grunde solgt.

Men der opleves fortsat efterspørgsel på grunde i området, og da der allerede er gjort klar til at udvide de første otte grunde med otte nye, lægges der op til, at byrådet nu skal trykke på 'sæt-igang-knappen'.

Da man i forvejen er godt i gang i Smidstrup, forventes det, at grundene kan udbydes til efteråret 2019. Det vil koste Vejle Kommune 1,5 millioner kroner at byggemodne de otte nye byggegrunde.

Ud over de i alt 18 nye byggemodninger i Gårslev og Smidstrup, skal byrådet også tage stilling til, om der skal byggemodnes fem grunde i Gadbjerg.

Byrådet samles onsdag klokken 16.30.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce