Annonce
Livsstil

Ny forretning med brugte sager: Lopper er en livsstil for Allan

Allan Nygaard Nielsen har åbnet Nygaards Fund på Boldingvej 8 i Hejnsvig, hvor der er åbent efter aftale. Foto. Jan Kronvold;
Allan Nygaard Nielsen har en passion for loppefund og gamle ting, og han har nu åbnet Nygaards Fund i forældrenes stald på Boldingvej 8 i Hejnsvig.

Hejnsvig: 36-årige Allan Nygaard Nielsen har altid været glad for at handle og vild med at tage på loppemarkeder og finde gode ting.

Nu har han slået sine to store interesser sammen og har åbnet Nygaards Fund i forældrenes staldbygning på Boldingvej 8 i Hejnsvig.

Her er der masser af ting og sager. Lige fra glas og keramik over malerier og bøger til værktøj og lamper - og alt det ind i mellen.

Det er måske et meget godt tidspunkt lige nu, da retro, loppefund og genbrug er rigtig meget oppe i tiden. Ikke mindst på grund af diverse programmer om loppefund og genbrug i tv.

Det er dog ikke planen, at der skal være faste åbningstider hos Nygaards Fund. Det vil mest være i weekender og på helligdage, hvor Allan slår stalddøren op og byder folk indenfor til en god handel.

- Lopper og genbrug har været en hobby for mig i mange år. Nu fik jeg mulighed for at prøve det af, så nu vil jeg se, om jeg kan leve af det. Det er jo en drøm at kunne leve af sin hobby, siger Allan Nygaard Nielsen.

Annonce

Køber dødsbo

Han har haft lidt ting og sager i stalden de seneste tre år, men har ikke haft tid til at gøre så meget ved det - før nu. Det er også først fra i år, at han tilbyder at købe hele dødsbo op.

- Jeg har altid syntes, at det var sjovt at tage på loppemarkeder, og jeg tager også ud til en del. Blandt andre i Brørup, Rømø, Vejers, og jeg har også været på Vorbasse Marked, fortæller Allan.

Udover dødsbo køber Allan Nygaard Nielsen også en del ting på indbo, retro- og vintageauktion i Svendborg.

Hos Nygaards Fund kan man også finde et hav af gamle staldvinduer, som Allan Nygaard Nielsen her viser. Foto. Jan Kronvold;

- Der kan man være heldig og finde gode ting. Så er det også altid sjovt at komme ud til nogle, der er i gang med at rydde op på lofter eller i kældre, fortæller Allan.

Han mener selv, at det er en blanding af handel og de gamle ting og sager, som han godt kan lide.

- Så har genbrug jo aldrig været mere aktuelt, end det er lige nu, mener han.

Han bruger de sociale medier som Facebook og Instagram rigtig meget til at få budskabet om hans ting ud, og det fungerer, mener han.

Annonce

Keramik er populært

I takt med at interessen for det gamle guld er steget, så er priserne også fulgt med op, og derfor er der kommet flere, der sælger genbrug og lopper. Der er også kommer de såkaldte reolmarkeder op overalt, hvor folk kan leje reoler til deres ting.

- Reolmarkeder er ikke konkurrenter til os. Jeg har selv lejet reoler hos Floh i Grindsted. Vores største konkurrenter er genbrugsbutikkerne, siger Allan Nygaard Nielsen.

Lige i øjeblikket er der stor efterspørgsel på keramik og syede billeder - stramaj - men også de klassiske figurer i porcelæn fra Den Kongelige Danske Porcelænsfabrik sælger stadig.

- Det er ofte ældre mennesker, der køber det. Eller yngre, som går efter bestemte farver.  På markedet i Brørup plejer jeg at sælge meget værktøj. Når jeg tager til markeder i Vejers eller på Rømø, så har jeg altid meget keramik med til de tyske turister, fortæller Allan Nygaard Nielsen.

Han ville egentlig gerne gøre mere i møbler, men det kræver plads, og det er ikke det, som Allan har mest af i øjeblikket.

I weekenden den 6.- og 7. marts holder Allan Nygaard Nielsen stalddøren på vid gab både lørdag og søndag fra klokken 10 til 16 på Boldingvej 8.


Lopper og genbrug har været en hobby for mig i mange år. Nu fik jeg mulighed for at prøve det af, så nu vil jeg se, om jeg kan leve af det

Allan Nygaard Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce