Annonce
Vejle

Nyt idrætscenter kræver 30 millioner kroner og tre vellykkede ben

Hallen i Egtved kostede 28,5 millioner kroner, og Egtved-borgerne fandt selv godt tre millioner kroner til deres hal. Det er forventningen, at Søndermarken i Vejle skal op i samme niveau, hvis det skal lykkes at realiserede drømmen om et udvidet halkompleks. Illustration: Vejle Kommune
Søndermarken skal til lommerne. Fonde skal lege med. Byrådet skal finansiere resten. Det er opskriften for et nyt idrætscenter omkring Søndermarkshallen.

Søndermarken: Op mod 75 tilhørere var torsdag aften mødt op i Søndermarkshallen i Vejle, hvor hallens fremtidige udvikling var til debat.

De lokale idrætsklubber kan uden problemer fylde en ekstra hal, og ønsket om at udvide hallen har vundet gehør hos de lokale politikere. Byrådet har afsat 300.000 kroner til det indledende arbejde, som områdets paraplygruppe, Søndermarkens Idræts Udvalg, SIU, præsenterede på borgermødet.

Blandt oplægsholderne var viceborgmester og formand for kultur- og idrætsudvalget Dan Arnløv Jørgensen (K), og selvom han er positivt stemt over for haludvidelsen, havde han ingen konkrete løfter med til de halhungrende idrætsudøvere i Vejles sydlige ende.

Efter mødet har avisen spurgt ind til den politiske velvilje og udsigten til, at Søndermarken kan veksle den traditionelle idrætshal til et idrætscenter med to haller, fitnesscenter, cafe, multisal, vaskeplads til mountainbikes og tidssvarende omklædningsrum.

Annonce

Fonde støtter ikke en traditionel haludvidelse. Men jeg tror, at det er spændende projekt for fonde med en skovhal.

Dan Arnløv Jørgensen (K), formand for kultur- og idrætsudvalget

Egtved samlede godt tre mio. kr.

Hvornår kan man forvente, at der står et færdigt idrætscenter ved Søndermarkshallen?

- Vi kommer til at drøfte det ved næste års budgetforhandlinger. Om det bliver året efter, at vi sætter byggeriet i gang, kan jeg dog ikke svare på. Det beror på budgetforhandlingerne. Det må vi se på, men det ligger som et projekt i pipelinen. Men man skal i lokalområdet selv i gang med at vise og signalere, at man kan samle penge ind til projektet, siger Dan Arnløv Jørgensen.

Konkret hvor mange penge forventer I, at de lokale idrætsforeninger samler ind til haludvidelsen?

- Som projektet ligger lige nu koster det 30 millioner kroner, og rekorden for flest indsamlede penge har de i Egtved, da de samlede godt tre millioner kroner ind til hallen derude. Det er i det leje, og dertil kommer fondsmidler, så kommunen i sidste ende skal finde mellem 20 og 25 millioner kroner, siger udvalgsformanden.

Skal vise lokalt engagement

Hvorfor er det så vigtigt, at lokalområdet selv bidrager til projektets finansiering?

- Det sender et signal til politikerne om, at man gerne vil selv. At der er et engagement i lokalområdet, som står sammen om projektet. Samtidig er det vigtigt i forhold til finansieringens tredje ben med fonde. Mange ting ser godt ud overfor fondene, hvis man kan vise et lokalt engagement, siger Dan Arnløv Jørgensen.

Hvorfor tror du, at projektet her kan hente fondsmidler?

- Fonde støtter ikke en traditionel haludvidelse. Men jeg tror, at det er spændende projekt for fonde med en skovhal, man forbinder med hundeskoven, skovlegepladsen, mountainbikespor og en fodboldbane (Søndre Stadion, red.). Du har skolen tæt på og to forskellige boligområder, det gamle Søndermarken og Løget Høj, du binder sammen med dette projekt, så hallen bliver et endnu større nøgleområde, end den er i dag, siger udvalgsformanden.

Nu skal der samles penge

Torsdag aften inviterede Søndermarkens Idræts Udvalg, SIU, alle interesserede til en informationsaften om den planlagte udvidelse af Søndermarkshallen.

Op mod 75 foreningsfolk og beboere fra bydelen mødte op i hallen, hvor der blev vist plancher af det planlagte, men endnu langt fra realiserede byggeri.

Kenneth Smed, der er formand for Søndermarken Vejle HK og er med i SIU, er godt tilfreds med mødets udbytte.

- Vi havde et rigtig godt møde. Folk var positivt stemte over for forslaget og skitserne. Efter mødet blev mange og kiggede på plancherne, og jeg synes, det viser, at der er en stor interesse for projektet, konkluderer håndbold-formanden.

Nu bliver det halfolkenes næste opgave at få sat gang i en indsamling af midler, der skal være med til at finansiere det anslåede 30 millioner kroner dyre projekt. Det kræver frivillige hænder.

- Det er mit indtryk, at mange af de fremmødte tog vores opråb til sig. Derfor tror jeg ikke, det bliver et problem at finde hjælpere. De skal selvfølgelig huske at melde tilbage til os med besked om, hvad de gerne vil hjælpe med, understreger Kenneth Smed.

Skal under fælles paraply

Han roser foreningerne på Søndermarken for at gå sammen i Søndermarkens Idræts Udvalg, SIU. Og han anbefaler at styrke paraplyorganisationen, som han ser kan blive en hovedforening med de selvstændige foreninger som Søndermarken Vejle HK, Søndermarkens Gymnastik Forening, Vejle Kammeraterne og Dit Hjertes Motionsklub under paraplyen.

- Det viser en styrke, hvis lokalområdet samler sig, og mange andre steder har de lavet en paraplyorganisation, der har ansvaret for hallen, siger Dan Arnløv Jørgensen.

Kulturudvalgsformand Dan Arnløv Jørgensen (K) var blandt oplægsholderne, da op mod 75 borgere torsdag var mødt op til møde i Søndermarkshallen. Privatfoto
I dag består Søndermarkshallen af en hal med få omklædningsrum og et lille cafélokale. Udvidelsen rummer flere elementer end blot en ekstra hal. Illustration: Vejle Kommune
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Politi fandt beruset mand sovende over bilrat

112

Ring med mælketænder stjålet

Annonce