Annonce
Jelling

Nyt klubhus: Nu kan tennisspillerne i Jelling nyde tredje halvleg

Henning Tarp (til venstre), Anders Tromborg Bræstrup og Karsten Jensen har været tovholdere i klubhus-projektet, som ses bag dem. Sidstnævnte er arkitekt og har tegnet huset. Foto: Anders Kynde
Jelling fS Tennis kan tilføje et nyt klubhus til listen over faciliteter. Dermed får spillerne et sted, hvor de i ly og læ kan sidde og slappe af, efter de har servet, smashet og svedt på tennisbanen.

Jelling: Selvfølgelig er der ikke noget, der hedder tredje halvleg i tennis. Men tredje halvleg-konceptet, som særligt er populært i seriefodbold, kan fremover bedre lade sig gøre hos Jelling fS Tennis.

En tennisklub, der med to baner omringet af hegn og træer bag Gormshallen, ikke syner af meget udadtil, men som nu har fået bygget et nyt klubhus. Her kan medlemmerne mødes efter endt træning eller kamp og nyde tredje halvleg med en kold øl - uden at de begynder at fryse.

- Idéen er kommet, efter vi har holdt vores egne tredje halvlege. Men når det er forår og efterår, kan det godt blive lidt køligt, når man ikke holder sig i gang. Vi stod og frøs lidt og snakkede om, at det kunne være rart at komme indenfor, forklarer Anders Tromborg Bræstrup, medlem af Jelling fS.

Og hvad gør man så? Ja, man bygger da bare et klubhus, hvor man kan sidde i ly og læ for regn og vind. Men det er nemmere sagt end gjort, når man er lille forening med 35 medlemmer og en lille økonomi.

- Vi tog beslutningen på en generalforsamling for et par år siden. Huset blev tegnet, og vi fik samlet penge ind fra Jelling Sparekasses Fond, Festivalfonden og DGI til materialer og lignende. Men byggeriet har vi selv stået for, og egentlig var det planen at blive færdig i 2019, men når man ikke er så mange om opgaven, tager det bare lidt ekstra tid, siger Anders Tromborg Bræstrup, der sammen med Karsten Jensen og formand Henning Tarp har været tovholdere på projektet.

Annonce

Byggeriet har vi selv stået for, og egentlig var det planen at blive færdig i 2019, men når man ikke er så mange om opgaven, tager det bare lidt ekstra tid.

Anders Tromborg Bræstrup, medlem af Jelling fS Tennis

Officiel indvielse må vente

Nu er klubhuset klar til brug. Det består af to afdelinger: et samlingssted med borde, stole og et køleskab samt et mindre rum til opbevaring af bolde, ketsjere og andet udstyr. Udenfor er der lavet en træterrasse med borde og bænke, så tredje halvleg kan afholdes udendørs, når vejret er lunere.

Men det paradoksale er, at klubhuset ikke for alvor må tages i brug på grund af coronaforholdsreglerne.

- Tennissporten var en af de første idrætsgrene, der kunne genåbne efter coronanedlukningen, så på den måde har vi været heldige, siger Henning Tarp.

- Vi vil jo gerne holde en stor indvielse af klubhuset. Ikke bare for medlemmerne, men for alle, der kunne være interesseret i at se det og måske lære tennis bedre at kende. Vi kan dog ikke samles alt for mange mennesker, så den officielle indvielse venter vi med til en anden gang, indskyder Anders Tromborg Bræstrup.

Nyt tiltag

Engang var der omkring 150 medlemmer i Jelling fS Tennis, men det var helt tilbage i 1980'erne, da sporten boomede over hele landet. De senere år har det været et stabilt niveau på cirka 35 medlemmer, men den lokale klub håber, at flere vil finde vej til tennisanlægget bag Gormshallen.

Derfor har klubben også startet et nyt tiltag, der kan få flere til at prøve kræfter med ketsjersporten.

- Vi har lavet et særligt intro-tilbud, hvor man for 200 kroner kan låne en ketsjer og få træning hver onsdag aften frem til sommerferien. Hvis man er blevet mere interesseret, kan man så for yderligere 460 kroner få lov at beholde ketsjeren og blive medlem resten af sæsonen, fortæller Henning Tarp om tiltaget, som er lavet i samarbejde med DGI.

Mere information kan findes på www.jellingfs.dk/tennis.

Det har kostet lidt over 100.000 kroner at bygge klubhuset. Disse penge er kommet via støtte fra Jelling Musikfestival, DGI og Jelling Sparekasses Fond. Jelling fS Tennis har også brugt lidt penge fra egen kasse til projektet. Foto: Anders Kynde
Fra klubhuset er der udsigt over de to tennisbaner. Her ser vi Karsten Jensen (til venstre) og Anders Tromborg Bræstrup, medlemmer af Jelling fS Tennis og tovholdere i klubhus-projektet. Foto: Anders Kynde
Udenfor er det også muligt at tage en slapper på træterrassen. Foto: Anders Kynde
I redskabsrummet er der tennisbolde ad libitum. Sådan næsten da. Formand Henning Tarp viser frem. Foto: Anders Kynde
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Klar tysk melding om grænseåbning: Åbne sluser til Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce