Annonce
Give

Nyt multihus og friluftsscene står klar til november

Niels Johansen fra borgerforeningen og Charlotte Wangel fra Initiativgruppen foran den jordvold, som bliver tilskuerpladser. Selve multihuset med scene kommer til at ligge til højre for de to. Foto: Børge Larsen
Beboerforeningen og en initiativgruppe har i et lille års tid arbejdet intenst med planer for at trække flere aktiviteter på arealet "over for købmanden". Gravearbejdet er gået i gang og det er fletning af storkereden også.

Vesterlund: I landets mindre byer har man for længst lært lektien om, at man selv skal sørge for, at tingene sker - ellers sker der intet.

Lektien sidder også under huden på beboerne i Vesterlund. Her har man netop ladet en gravemaskine tage det første "spadestik" til et sort projekt med multihus, friluftsteater, et opbevaringshus med toilet og som toppen på idyllen: en storkerede.

Projektet går langt tilbage i tiden. I vinteren 2010 fik ideen om en aktivitetsplads sin renæssance. Der blev opnået enighed om, at man gerne ville have etableret en plads, hvor byens og egnens folk kan møde hinanden og gerne også omverdenen.

Siden har der været mange ideer i spil og en initiativgruppe bestående af Charlotte og Claus Wangel og Rebekka og Torsten Rye Petersen har forsøgt at samle de mange ideer. De er nu blevet kombineret, så pladsen imødekommer flest mulige ønsker og der er blevet udarbejdet en skitsetegning over pladsens nye udseende.

Det blev forelagt på et borgermøde oktober sidste år, hvor 40 af byens og egnens borgere diskuterede de enkelte dele.

Sådan kommer den nye aktivitetsplads til at tage sig ud, når den bliver færdig.

Den store idé

- Det er så godt et projekt, at vi ville lade det kandidere til kommunens idékonkurrence Den store idé". Men vi vandt ikke, fortæller Charlotte Wangel.

I stedet søgte Vester Sogns Borgerforening penge i kommunens pulje til udvikling af landdistrikter og nærdemokrati. Herfra har man fået en bevilling på 400.000 kroner. Desuden har man fået 25.000 kroner fra en anonym sponsor.

- Det rækker ikke til hele projektet, men vi tager det etapevis. Til de kontante midler skal så lægges alt det frivillige arbejde, som borgerne selv lægger i projektet, siger Charlotte Wangel.

Pengene fra kommunen er ikke det eneste, der er på plads. Alle de nødvendige tilladelser er også hjemme, så lige nu mangler "kun" det praktiske arbejde.

Det har man taget fat på og en gravemaskine gnavede sig i løbet af weekenden gennem muldlaget ved Sejrupvej. Her skal der anlægges en parkeringsplads.

- Den skal som al det andet helst være så naturlig som muligt. Så vi skal lige have fat i nogle kartoffelsten og kørt dem på, siger Niels Johansen fra borgerforeningen.

Multihuset er centrum

Da mulden var skrællet af til parkeringspladsen begyndte gravemaskinen på en mere kompliceret opgave, nemlig udgravningen til tilskuerpladserne omkring scenen i multihuset.

Multihuset er det helt centrale del i projektet. Det skal være omdrejningspunktet for aktiviteter og fælles arrangementer i byen. Multihuset er nærmest at sammenligne med et amfiteater med scene og tilskuerpladser.

- Her vil mange af egnens foreninger og forhåbentlig også foreninger udefra optræde med forskellige teaterstykker, koncerter og så videre. Vores præst kan sagtens se friluftsgudstjenester holdt her, siger Charlotte Wangel.

Hun har selv været aktiv i etableringen af "Give Vesterlund Teaterforening". Ved de sidste to arrangementer i Huset i Give svigtede publikum, så måske næste forestilling skal ske i Vesterlund.

Alle bygninger på pladsen bliver udført i træ og Rørbæk Tømrer- og Snedkerforretning skal stå for arbejdet, der skal være færdigt til 1. november.

Og storken skal også være velkommen på pladsen fra næste sæson. Der bliver rejst en otte meter høj stang til reden, der er ved at blive flettet.

Annonce
Forsiden netop nu
VB

Live: Tager VB 4. hjemmesejr på stribe?

Annonce