Annonce
Sport

OL-uvished fik Wozniacki til at stoppe karrieren i Melbourne

William West/Ritzau Scanpix
Caroline Wozniacki var usikker på, om hun ville få dispensation til OL og valgte Melbourne som afslutning.

Tennisstjernen Caroline Wozniacki indleder natten til mandag sin sidste turnering i karrieren, når hun spiller Australian Open.

Dermed stopper den 29-årige dansker blot et halvt før OL i Tokyo, som var fristende at tage med. Wozniacki var dog usikker på, om hun ville få lov til at stille op i Japans hovedstad til sommer.

- Jeg er egentlig ikke kvalificeret til OL, fordi jeg ikke har spillet nok Fed Cup-kampe.

- Så måske ville jeg ikke få lov, så det var også en af grundene til, at jeg ville stoppe her, hvor jeg har vundet og har det godt, siger Caroline Wozniacki til Jyllands-Posten.

Hun henviser til, at hun for to år siden hentede karrierens største sejr i Melbourne, da hun vandt Australian Open.

Da Wozniacki ikke har spillet nok gange på det danske landshold, så skulle hun søge om dispensation for at få lov til at spille OL i Tokyo.

For fire år siden fik danskeren netop en dispensation til at deltage ved OL i Rio, hvor hun også var dansk fanebærer. Wozniacki har desuden deltaget ved legene i Beijing i 2008 og i London fire år senere.

- Jeg elsker OL, og det har været et fantastisk kapitel i mit liv, og at være fanebærer har helt sikkert været et af de største højdepunkter, siger Caroline Wozniacki til Jyllands-Posten.

Danskeren åbner natten til mandag Australian Open mod amerikanske Kristie Ahn.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce