Annonce
Give

Ole og Arne mødes en gang om ugen: - Jeg kunne lige så godt have truffet ham på et værtshus

Arne Weiss (th.) besøger én gang om ugen Ole Malmberg, der bor på plejehjemmet Kastaniehaven i Give. De to har et godt forhold og spiller skak, snakker og har planer om at besøge museer, når coronareglerne igen tillader det. Foto: Michael Svenningsen
Ole Malmberg og Arne Weiss fandt sidste år et fælles venskab gennem Ældre Sagens besøgsvennetjeneste. Siden har de to mødtes én gang om ugen til livlige snakke og tætte skakspil.

Give: Både Ole Malmberg og Arne Weiss husker første gang, de mødtes.

Det er lidt mere end et års tid siden, og ligesom ved deres fremtidige møder foregik det på Kastaniehaven, hvor Ole Malmberg bor. Hurtigt stod det klart, at der var basis for en 9relation.

Arne Weiss havde stået på venteliste som besøgsven i over et år, inden Ole Malmberg pludselig stod på listen, så koordinatoren for besøgsvennerne i Give, Tove Johansen, kunne matche de to.

- Tove skulle først lige finde en, der kunne holde mig ud og omvendt, siger Arne Weiss med et smil.

Forinden mødet med Ole Malmberg havde Arne Weiss mødtes med en anden besøgsvært, men her var kemien slet ikke den samme.

- Vi kunne begge mærke med det samme, at der ikke var noget at snakke om, og så er der ingen grund til at bruge tid på det, siger han om det enkeltstående besøg.

Siden blev han matchet med Ole Malmberg. Et på nogle punkter lidt utraditionelt makkerskab hos besøgsvennetjenesten. For det første fordi der er en klar overvægt af kvindelige besøgsvenner. For det andet fordi Arne Weiss er ældre end sin besøgsvært.

Ifølge Ole Malmberg betyder hans 74 år og Arne Weiss' 82 år ikke det store.

- Selvom Arne er ældre end mig, er han så ungdommelig, at vi matcher godt på stort set alle punkter, siger han.

Til gengæld har det en lille betydning i måden de kommunikerer på, at de begge er mænd, mener de.

- Nogle af de udbrud, jeg kommer med, ville jeg nok ikke gøre, hvis det var en kvinde. Ellers gør det ikke nogen forskel, siger Ole Malmberg.


Jeg har ikke meget kontakt med min familie, så han er stort set den eneste, jeg taler med i løbet af en uge.

Ole Malmberg, besøgsvært


Annonce

Venner som i "den virkelige verden"

Selvom det første møde blev sat op gennem Ældre Sagens besøgsvennetjenesten, betragter de begge deres relation som et ganske almindeligt venskab.

- Jeg mærker ingen forskel på, om det er ven ude i verden eller en besøgsven. Jeg kunne lige så godt have truffet ham på et værtshus eller i skoven, fortæller Ole Malmberg.

- Nu spiller jeg også golf, og det sociale minder meget om det. Der spiller og snakker vi. Det gør Ole og mig også, forklarer Arne Weiss.

Og spillet, det bliver der stort set hver uge, når de to stikker hovederne sammen. Velovervejede træk med bønder, tårne og dronning bliver det altid til under de jævnlige skakdyster, der som regel er ganske jævnbyrdige. Også på det punkt har de to vist sig at passe godt sammen.

- Vi plejer at kunne nå to spil skak i løbet af vores møder, og normalt plejer vi at vinde et parti hver, selvom vi kæmper en vild kamp for at vinde hver eneste gang. Det er heldigt, for uanset om man spiller godt eller dårligt, så er det vigtigt, man spiller på samme niveau, siger Ole Malmberg.

- Jeg mærker ingen forskel på, om det er ven ude i verden eller en besøgsven, fortæller Ole Malmberg (tv.). Foto: Michael Svenningsen
Annonce

Uformel tone

Arne Weiss meldte sig som besøgsven, fordi han godt kan lide at snakke med andre mennesker - især dem, der har noget på hjerte. Og det har Ole Malmberg. Ofte er det ham, der snakker mest, når de er sammen. Det passer dem begge fint, er de enige om, men ind i mellem kan det også blive for meget af det gode med røverhistorierne.

- Arne siger nogle gange til mig: "Hold nu mund, Ole", og så sidder jeg sådan her, siger Ole Malmberg, mens han tager begge hænder op for at dække sin mund.

De to venner får øjenkontakt og bryder så ud i grin. Den situation og uformelle tone genkender de begge.

- Ole er et brokkehoved, men han har aldrig brokket sig over for mig, siger Arne Weiss.

Emnerne er mange og forskellige, men ofte bliver historier fra deres tid i pressen diskuteret. Ole Malmberg er uddannet litograf og har også arbejdet som pressefotograf, mens Arne Weiss i mange år skrev for Give Avis.

-- Det lyder banalt, men det er tilfredsstillende, at man kan være noget for andre, siger Arne Weiss.

For Ole Malmberg betyder besøgende også meget.

- Jeg har ikke meget kontakt med min familie, så han er stort set den eneste, jeg taler med i løbet af en uge, siger Ole Malmberg.

De to er overbeviste om, at der venter mange interessante snakke og tætte skakspil ude i fremtiden. Når verdenssituationen tillader det, skal de også på ture til museer og lignende, så der kan skabes endnu flere fælles oplevelser.

Besøgsven

  • Som besøgsven tager man på besøg hjemme hos værten – den man er besøgsven for.
  • Ifølge Ældre Sagen handler det om at hygge om og med den, man besøger. Man udfører ikke personlig pleje, rengøring og lignendne.
  • En frivillig leder hjælper med, at besøgsværten og besøgsvennen finder hinanden. Herefter aftaler den, der er besøgsven og besøgsværten selv, hvad de vil lave sammen.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

Kaffetørst førte til storbrand på Randbøl Hede: Se skaderne i videoen her

Annonce