Annonce
Jelling

Om et år kommer Tour de France til Jelling - måske...

Cykelrytterne kommer til at køre i Gormsgade lige bag Irene Uhrbrand (tv.) fra Jelling Turist- og Handelsstandsforening og Eva Bennike fra Jelling Lokalråd, når Tour de France kommer til Jelling 4. juli 2021. Foto: Anders Kynde
Så vidt vi ved lige nu, er der i dag 4. juli 2020 præcis et år til, at Tour de France-rytterne kører igennem Jelling.
Annonce

Jelling: Om præcis et år skal Jelling vise sig fra sin bedste side, når Tour de France-rytterne kører gennem byen på løbets tredje etape, og millioner af tv-seere følger med.

Men allerede nu er forberedelserne til cykelløbets indtog godt i gang i den gamle kongeby.

Det gælder blandt andet hos BID Jelling, som er en sammenslutning af lokale foreninger, firmaer og andre interessenter i byen.

Tvivl om startdato

I sidste uge kom det frem, at Tour de France-ledelsen har kontaktet delegationen bag den danske Tour-start i 2021 med et ønske om at rykke startdatoen.

Ledelsen vil fremrykke startdatoen i København fra 2. juli til 25. juni, idet datoerne lapper over med det udskudte OL i Tokyo.

Det karambolerer til gengæld med EM i fodbold, hvor fire kampe skal afvikles i Parken mellem 12. og 28. juni.

Selv om det er to forskellige begivenheder, er det næppe sandsynligt, at de kan overlappe hinanden i København. Blandt andet på grund af rutens placering, synligheden, hotelkapaciteten, publikum og ikke mindst de kommercielle rettigheder.

Ifølge B.T. har Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), som også er formand for den danske Grand Départ, afvist Tour-ledelsens ønske.

- Begivenheden skal være en fest hele weekenden og ikke bare de få minutter, som Tour de France-feltet bruger på at cykle gennem byen. Vi vil jo gerne have, at folk får øje på Jelling og dens kvaliteter og ikke bare cykelrytterne. Det vigtigste er selvfølgelig selve løbet, men for byen er det også en enestående mulighed til at vise sig frem, fortæller Eva Bennike, næstformand i Jelling Lokalråd.

- Og så håber vi selvfølgelig, at gæsterne smider lidt ekstra penge i kassen rundt omkring i byens butikker, tilføjer Irene Uhrbrand, formand for Jelling Turist- og Handelsstandsforening. med et smil.

Annonce

Logo og cykelsimulator

For at sende det første signal om, at Tour de France-rytterne kommer om et år, har BID Jelling for nylig fået lavet en logokonkurrence.

Fire deltog i konkurrencen, og vinderen blev Jenni Ljungberg Ojczyk. Hun har kreeret et logo med tre cykelryttere, der cykler forbi flere af Jellings vartegn: runestenen, de to høje og vikingeskibet Jelling Orm.

- Logoet må bruges gratis af alle som markedsføring i forbindelse med, at Touren kommer til byen. Vi har allerede fået lavet nogle flag med logoet på, og de erhvervsdrivende er meget velkommen til at bruge dem, siger Irene Uhrbrand.

Dette logo er skabt af Jenni Ljungberg Ojczyk og kan bruges gratis af alle lokale firmaer og foreninger, der ønsker at skabe opmærksomhed om, at Tour de France kommer til Jelling. Foto: Anders Kynde

Et andet tiltag, som ikke helt er på plads endnu, er en cykelsimulator, som kan afprøves i Kongernes Jelling. Her kan man få lov at cykle tredje etape fra Vejle til Sønderborg - eller blot cykle en mindre del af ruten.

- Hele ruten er filmet, så man kan følge med på en skærm, hvor man præcist er henne på ruten, forklarer museumsvært Karen Vognsen Jensen fra Kongernes Jelling.

Hun fortæller, at det var meningen, at cykelsimulatoren skulle tages i brug 4. juli, men tekniske udfordringer har udskudt premieren.

Annonce

Mange idéer - få hænder

De fortæller, at der er masser af idéer til, hvordan man i Jelling skal markere Tour de France. Ikke bare under løbet, men også i månederne og dagene op til.

- Men vi mangler folk til at udføre idéerne, siger Eva Bennike.

Planen er, at der skal holdes et stormøde i Jelling i løbet af august. Her kan alle komme og bidrage med endnu flere idéer og ikke mindst deres arbejdskraft. Vejle Kommunes projektleder for Tour de France, Jacob Rasmussen, deltager også i mødet.

- Vi vil gerne have nedsat et udvalg af forskellige interessenter i byen, så vi bedre kan arbejde og tale sammen om de initiativer, der sættes i gang det kommende år, siger Eva Bennike og fortæller, at der bliver meldt en dato ud senere for Tour de France-mødet.

I den forbindelse er det værd at nævne, at Vejle Kommune har afsat en pulje på 3,4 millioner kroner. De skal gå til aktiviteter før, under og efter etapen. Det er muligt for både borgere, foreninger og erhvervslivet at søge tilskud fra denne pulje.


Begivenheden skal være en fest hele weekenden og ikke bare de få minutter, som Tour de France-feltet bruger på at cykle gennem byen.

Eva Bennike, næstformand i Jelling Lokalråd
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Børkop

Covid-19 på kommunens største skole: Endnu et barn er konstateret smittet

Vejle

Sikke en kamp i Nørreskoven

Annonce