Vejle: Vejle Byråd er stort set delt på midten, når det gælder tilhængere og modstanderne af byggeprojektet på Posthusgrunden.
For flere af kritikerne er det især lukningen af Sønderbrogade og den nye forbindelsesvej tværs over den omdiskuterede grund, de er utilfredse med.
Det er et vejprojekt, som byrådsflertallet har valgt at afsætte 75 millioner kroner til, mens der er bevilget yderligere 25 millioner kroner til trafikforbedringer på den såkaldte havnerute via Østerbrogade og Toldbodvej.
Men lytter man til projektchef hos Vejle Kommune Paw Bro Larsen, så kommer investeringen ikke kun udviklingsselskabet NPV's byggeprojekt til gode.
Får to venstresvingbaner
Den vil også løse nogle af midtbyens trængselsproblemer.
Det viser beregninger fra konsulentfirmaet Rambøll, og det uddybede projektchefen i sidste uge på det virtuelle borgermøde om Gammelhavn-projektet.
- Et af hovedgrebene er at afbryde Sønderbrogade og gøre krydset trebenet, så vi også får et nyt trebenet kryds lidt længere henne ad Frederciavej. Ombygningen af krydset Koldingvej/Damhaven betyder, at vi kan anlægge to venstresvingsbaner for de bilister på Koldingvej, der skal svinge mod vest (ad Damhaven, red.), forklarede Paw Bro Larsen.
Kan fjerne morgenkøer
Anlæggelsen af to venstresvingbaner betyder, at flere biler end i dag kan nå igennem krydset, mens der er grønt lys.
- Det øger kapaciteten i krydset og kan afhjælpe nogle af de morgenkøer, vi oplever på Koldingvej. I dag er krydset tæt på kapacitetsgrænsen. Kapaciteten er ikke stor nok til at afvikle den trafik, vi ønsker, sagde projektchefen.
Den såkaldte middelventetid i krydset Koldingvej/Damhaven er i dag mellem 40 og 140 sekunder. Det vil ifølge beregningerne falde til mellem 15 og 40 sekunder i et trebenet kryds.
Lige så hurtig som Vejle C
Paw Bro Larsen plæderede endvidere for, at ombygningen af det firebenede kryds også vil afhjælpe en del af trængslen på Fredericiavej.
Paw Bro Larsen, projektchef, Anlæg & Infrastruktur, Vejle KommuneDet øger kapaciteten i krydset og kan afhjælpe nogle af de morgenkøer, vi oplever på Koldingvej.
- En langt større kapacitet i krydset gør ruten fra Vejle Syd-afkørslen på motorvejen ned til byen noget mere attraktiv. Det vil betyde, at tiden vil nå ned på samme niveau, som hvis man benytter Vejle C-afkørslen ned til midtbyen. Det vil aflaste Fredericiavej, sagde Paw Bro Larsen.
Lettere adgang til P-hus
Anlæggelsen af den nye vej hen over de nuværende godsbanespor har dog også til formål at lægge asfalt for beboere, ansatte og besøgende til de mange nye boliger, kontorer og butikker på Gammelhavn.
Her viser beregninger, at der hver dag vil køre 2330 biler til og fra det nye område. Altså 4660 ekstra køreture i området i døgnet.
- Den nye forbindelsesvej bliver adgangsvej til projektets parkeringshus (700 pladser oven over Kvickly, red.) og de 120 parkeringspladser i terræn. Men en anden fordel er, at det nye vejsystem også giver en lettere adgang til det parkeringshus, kommunen bygger på den nuværende grusparkeringsplads ved renseanlægget (1000 pladser, red.), fortalte Paw Bro Larsen.
Beregningerne viser, at døgntrafikken på Gammelhavn vil stige fra 4500 køretøjer i dag til 6700 om syv år, mens der vil køre cirka 17.500 biler ind over den nye forbindelsesvej i 2027.
Langt færre på Dæmningen
Den store gevinst hentes hjem på Dæmningen, hvor der vil køre 11.100 færre biler i døgnet i 2027, hvis de vedtagne vejinvesteringer er realiseret.
Samtidig vil en gade som Havnegade også blive aflastet, når en stor del af trafikken flyttes ud på havneruten, som samtidig skal opgraderes.
- Vi vil gerne have flyttet trafikken længere ud fra byens kerne og nærmere vejfirkanten (havneruten, Damhaven, Boulevarden og Vardevej/Vesterbrogade), som også er en del af den overordnede strategi i mobilitetsplanen, forklarede projektchefen.
Til gengæld stiger trafikken på Enghavevej med op mod 2000 biler i døgnet og på Blegbanken/Kirkegade med cirka 1500 biler, mens Danmarksgade og Sjællandsgade også får flere biler.
Samtidig opfordrer rapporten kommunen til at overvåge trafikudviklingen i Kirkegade, Borgvold og Gl. Ribevej.