Annonce
Hedensted

Omdiskuteret omfartsvej stemt igennem - uden eksakt finansiering eller tidsplan

En borgergruppe fra St. Dalby har kæmpet indædt mod en omfartsvej i deres nabolag. I sidste ende rokkede det dog ikke ved, at politikerne stemte den igennem. Arkivfoto: Michael Svenningsen

Selvom der blev trådt en my på bremsen, var der ingen slinger i valsen, da byrådet i Hedensted endegyldigt vedtog at bygge en omfartsvej øst for Hedensted.

Hedensted: Det var ikke tale om et endeligt punktum, men ikke desto mindre kunne et stort flertal i Hedensted Byråd onsdag aften sætte et semikolon i den årelange sag om en omfartsvej i det østlige Hedensted.

En borgergruppes ihærdige modstand mod det, de har navngivet "Den Unødvendige Vej", fik ikke politikerne til at vægre i tilstrækkelig grad til at skrinlægge projektet.

I stedet fokuserede flertallet på, at der er tale om rettidig omhu at bruge ca. 39 mio. kr. på at servicere blandt andet beboerne på den nye udstykning Lille Dalby Bakker og grusgravtrafikken fra Ørum.

- Jeg var en af de få, der i 2003 var med til at sige ja til Hedensted Sydøst med golfbane, ridecenter og håbet om en bosætning på mellem 900 og 1400 parceller. Dengang snakkede vi, om det var en 25 års plan eller en 50 års plan, og det viser, hvor svært det er at forudsige, for allerede i dag er det udbygget, sagde Henrik Alleslev (S).

Blandt de tre nej-stemmer var Lars Bro (LA), som ønskede at sparke hele projektet til hjørne, frem til en overordnet plan for den kommunale infrastruktur senere på året ligger klar. Først derefter ville det være muligt at vurdere, om omfartsvejen - mod forventning - ville være værd at bruge penge på, lød det.

- Skal vi være et byråd, der hopper fra det ene enkeltprojekt til det andet uden retning og overblik, eller skal vi være et ansvarligt byråd, der tegner det overordnede billede og prioriterer ud fra det fælles bedste? Mange vigtige opgaver skal løses med begrænsede midler, og derfor er det vigtigt med ro og overblik - det er efter min opfattelse ikke tilvejebragt i denne sag, sagde Lars Bro.

Annonce

Kommentarer fra byrådssalen

Gitte Andersen (V): Lige pt har jeg svært ved at sige ja, for der er mange andre ting, der er mere nødvendige. Jeg synes, det går meget stærkt med at skulle træffe beslutninger.

Kirsten Terkilsen (V): Sidst fik jeg lidt deja vu om, at man måske tænker, det er lettere at få ting igennem mellem budgetlægningerne. Det er en farlig vej at gå, for det skaber ikke en reel økonomisk prioritering. En ting er, hvad man ønsker - en anden er, hvad man har formåen til.

Kasper Glyngø (S): Vi siger, at vi gerne vil være på forkant, og så er spørgsmålet, hvornår det rigtige tidspunkt er der. Vejen løser ikke alle trafikale flaskehalse, men den løser en del.

Lars Bro (LA): De skiftende analyser, der er fremlagt fra teknisk udvalg, er mildets talt præget af en ukuelig optimisme, for den vej skal bare igennem - koste hvad det vil.

Ove Kjærskov Nielsen (DF): Kært barn har mange navne. I min start hed det bare omfartsvejen øst om Hedensted. SÅ blev det til Den Unødvendige Vej. SIden har udvalget kaldt det Den Nødvendige Vej. Og nu også Dige-vejen. Jeg vil tillade mig at kalde den Den Uundgåelige Vej.

Et flertal i Hedensted Byråd har nu endegyldigt besluttet at lave en omfartsvej efter den orange linje. Til gengæld ligger det fortsat i det uvisse, hvornår den skal etableret, og hvordan de 39 mio. kr. skal finansieres. Illustration: Hedensted Kommune

Flere ubekendte

Selvom der nu ikke længere hersker tvivl om, at omfartsvejen kommer - og at det bliver med den såkaldt orange linjeføring fra Højløkkevej til Hovedvejen via Dalbyvej, Aldumvej og Spettrupvej - er der fortsat en række væsentlige ubekendte.

Herunder primært finansiering og tidsplan.

Det uforbeholdne ja blev nemlig ledsaget af en passus om, at det først i 2020 skal til afstemning, hvornår første spadestik skal tages. Altså er der for nuværende ingen tidsplan for selve etableringen af vejen, mens der heller ikke er afsat penge til projektet.

Den lidt anderledes fremgangsmåde skyldes primært, at det i så fald giver mulighed for at prioritere vigtigheden af vejen i sammenhæng med anbefalingerne fra den kommende infrastrukturplan.

- Siger man a, må man også sige b. Og når de tidligere byråd har sagt, at der skal bygges 750 boliger, kræver det også, at vejnettet er gearet til det, så skolebørn kan komme sikkert til og fra skole. Vi træder måske lidt på bremsen, men det har jeg ingen skrupler med, for det giver tid til at granske trafikplanen, og der er mange år, inden området er udbygget, sagde Claus Thaisen (S).

Prisen for en omfartsvej


  • Ny strækning fra Højløkkevej til Dalbyvej, 450 meter: 5 mio. kr.
  • Ny strækning fra Dalbyvej til Spettrupvej, 1800 meter: 25 mio. kr.
  • Ombygning af Spettrupvej ved ny vej, 250 meter: 4 mio. kr.
  • Sideudvidelse af Spettrupvej og fortov, 800 meter: 2 mio. kr.
  • Simpel sideudvidelse af Højløkkevej, 1000/1450 meter: 3 mio. kr.

Brød parti-linjen

Netop vurderingen af, hvor længe der går, inden den ca. 80 hektar store udstykning er udbygget, har været et omdrejningspunkt blandt kritikerne.

Det var også grund nok til, at Gitte Andersen brød venstre-linjen og ligesom Lars Bro Stemte nej, mens også Merete Skovgaard-Jensen (V) afholdte sig fra at stemme.

- Jeg er ikke overbevist om, at den er nødvendig lige nu eller en rum tid fremover. Der er mange konkrete udfordringer, som der i min verden er mere logik i at bruge de surt optjente skattekroner fra borgerne i Tørring, Juelsminde og mange andre steder på, sagde Merete Skovgaard-Jensen.

En håndfuld berørte borgere fra Dalby var mødt op i byrådssalen.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Smæk for skillingerne: Bokselandskamp i Vejle

Annonce