Sdr. Omme: Fejringer og mærkedage er ikke noget, som Omme Lift tager let på. De har tradition for at fejre det, der fejres skal - om det så er salget af 10.000 lifte, jubilæum, sommerafslutning, pension eller andet. Det spiller bare ikke sammen med en coronapandemi og forsamlingsrestriktioner.
Men Omme Lift har valgt ikke at gå på kompromis. Det, der skal fejres, skal fejres, og så må det blive på en anden måde end plejer-måden. Så firmaet har besluttet at rykke julefrokosten hjem til medarbejderne selv.
- Traditionelt har vi fejret julen med en større julefrokost på den lokale kro med partnere, mad og dans, men det er ikke muligt i år. Derfor har vi i stedet valgt at flytte julefrokosten hjem til medarbejderne og på den måde glæde dem og deres familier. De kan selv vælge mellem to julemenuer fra Sønder Omme Kro, og kroen er også behjælpelig med udlevering af maden, siger Ditte Lorentsen, Supply Chain Manager ved Omme Lift i en pressemeddelelse.
Hun håber, at medarbejderne på den måde kan fejre julen sammen, hver for sig, i deres egne hjem.
- Vi håber, at vi derved kan bibeholde den holdånd og glæde, som julefrokosten skaber blandt kollegerne, lyder det.
Omme Lift holder julefrokosten fredag d. 27. november, hvor virksomhedens traditionelle julefrokost skulle have været afholdt.
Omme Lift beskæftiger godt 100 medarbejdere på fabrikken og kontoret i Sønder Omme.