Annonce
Vejle

Omstridt hjemmepleje-distrikt får hård kritik efter uanmeldt tilsynsbesøg

Vejle Amts Folkeblad skrev første gang om personaleflugten fra Distrikt Vest 2 søndag 8. november 2020. Her stod ikke færre end 16 nuværende og tidligere ansatte frem med ansigt - og fortalte om problemerne på deres arbejdsplads. Foto af avisforsiden
Medarbejdere, borgere og pårørende stod frem og rejste en sønderlemmende kritik af Område Vest - Distrikt 2. Nu gør Styrelsen for Patientsikkerhed det samme.

Vejle: I løbet af efteråret afdækkede Vejle Amts Folkeblad, hvordan det siden sommeren havde sejlet i hjemmeplejens Område Vest - Distrikt 2. Medarbejdere, borgere og pårørende stod frem og rejste en sønderlemmende kritik af den kommunale arbejdsplads.

Nu gør Styrelsen for Patientsikkerhed det samme efter et uanmeldt tilsynsbesøg i midten af december.

Her fik stedet påbud. Der "er større problemer af betydning for kvaliteten i den hjælp, pleje og omsorg, som ydes", lyder konklusionen i den netop offentliggjorte rapport.

Styrelsen tog på tilsyn netop på grund af avisens mange artikler om det, som i rapporten kaldes for "bekymrende forhold". Herudover har myndigheden modtaget to såkaldte bekymringshenvendelser fra en pårørende og en medarbejder.

Annonce

Halvdelen stoppede

Ikke færre end 16 medarbejdere stod i begyndelsen af november frem med ansigt - og fortalte om problemer med især ledelsen af Område Vest - Distrikt 2.

Cirka halvdelen af alle medarbejdere stoppede i distriktet i løbet af sommer og sensommer. Siden råbte flere borgere og deres pårørende vagt i gevær. De fornemmede, at de ansatte var stressede og gav flere eksempler på mangelfuld pleje.


Vi mangler slet ingen sygeplejersker længere. Så det går fremad. Dog mangler vi omkring 10 social- og sundhedsassistenter, som ledelsen gør alt for at finde. De skal have de helt rette kvalifikationer. Med den omtale, der har været, har det ikke været lettere rekrutteringsmæssigt.

Anne Mette Lund, velfærdsdirektør


Ved tilsynsbesøget 10. december 2020 gennemgik Styrelsen for Patientsikkerhed tre vilkårlige borgeres journaler. Samtidig blev tre borgere, to pårørende, fem medarbejdere og stedets tre ledere interviewet. Krista Sørensen, Marie Rod og Kirsten Jørgensen var tidligere ansat andre steder i kommunen og er midlertidigt sat ind for at få styr på distriktet.

Men det er ikke sket endnu, vurderer styrelsen, primært fordi "organiseringen ikke på tilsynsdagen var på plads i forhold til samlet set at kunne understøtte plejeenhedens kerneopgaver med den fornødne kvalitet".

Annonce

Mange ledige stillinger

I rapporten går kritikken især på, at distriktet har mange ledige stillinger og gør brug af mange vikarer. Da styrelsen er forbi, konstaterer den, at Område Vest - Distrikt 2 har ni sygeplejersker ansat, hvoraf seks er sygemeldte. Ni sygeplejestillinger er samtidig ledige og slået op.

"Der manglede et introduktionsprogram til nyansatte samt tilstrækkelige ressourcer blandt de erfarne medarbejdere, der skulle sikre oplæring af nye medarbejdere," hedder det i rapporten.

Fra ingen til kritiske problemer

Efter et tilsynsbesøg kategoriseres plejeenhederne i følgende kategorier:

- Ingen problemer af betydning for den fornødne kvalitet.

- Mindre problemer af betydning for den fornødne kvalitet.

- Større problemer af betydning for den fornødne kvalitet.

- Kritiske problemer af betydning for den fornødne kvalitet.

Styrelsen fandt også fejl og mangler i de tre journaler, som blev udvalgt til en stikprøvekontrol.

Eksempelvis manglede en beskrivelse af en borgers vaner og ønsker, ligesom en aftale indgået med en pårørende hos en anden ikke var angivet. I en tredje stod metoden for at undgå magtanvendelser overfor borgeren heller ikke.

Samlet set peger man også på, at der i distriktet generelt mangler beskrivelser af, hvordan distriktet indhenter borgernes ønsker til livets afslutning med "risiko for, at de ikke kunne efterleve de ønsker, borgerne måtte have i deres sidste tid".

I Vejle Kommune kalder velfærdsdirektør Anne Mette Lund rapporten for forventelig.

- Det er selvfølgelig rigtig træls at få et påbud, men det var ventet. Det er ingen hemmelighed, at vi for flere måneder siden satte gang i en stor forandringsproces i distriktet - og det gjorde vi jo netop, fordi vi godt kunne se, at vi havde nogle problemer i forhold til blandt andet dokumentation. Efter avisartiklerne har vi så haft nogle rekrutteringsudfordringer, siger hun.

Arbejdet står fortsat på.

- Vi er ikke helt i mål endnu, som også styrelsen påpeger. Ting tager tid, påpeger velfærdsdirektøren.

Annonce

En hård omgang

Arbejdstilsynet har også været på uanmeldt besøg. Vejle Amts Folkeblad kender ikke indholdet af rapporten, som kommunen angiveligt har fået indblik i tidligere på måneden. Ifølge velfærdsdirektøren rejser den ingen kritik af distriktet, og der forekommer ingen påbud.

- Tilsynet kommer med en række anbefalinger, som alt sammen falder inden for det forventelige. Det er vi også ved at rette op på, forklarer Anne Mette Lund.

Hvad gør I konkret for at få styr på journalføringen i Område Vest - Distrikt 2?

- Vi har en specialuddannet sygeplejerske ansat i Vejle Kommune, som går ud i distriktet og hjælper medarbejdere og ledere i forhold til at rette op på dokumentationspraksis. Så det får vi styr på.

Hvordan ser det aktuelt ud med rekrutteringen?

- Vi mangler slet ingen sygeplejersker længere. Så det går fremad. Dog mangler vi omkring 10 social- og sundhedsassistenter, som ledelsen gør alt for at finde. De skal have de helt rette kvalifikationer. Med den omtale, der har været, har det ikke været lettere rekrutteringsmæssigt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

Kaffetørst førte til storbrand på Randbøl Hede: Se skaderne i videoen her

Annonce