Annonce
Vejle

Omstridt p-plads har fået nye skilte

De nye skilte på Reinholdts Plads indeholder noget mindre tekst, og er nu alle tre sorte. Foto: Anders Christensen

Der er blevet sat nye parkeringsskilte op på Reinholdts Plads. Den nye skiltning undrer bilist, der ligger i retssag med parkeringsfirma på pladsen.

Vejle: Retssagen, hvor to bilister fra Vejle og en fra Løsning kæmper mod Europark, har fået endnu et tvist.

De tre bilister har gennem to år kæmpet en kamp i retten mod parkeringsselskabet, fordi de mener, at de uberettiget fik parkeringsbøder for at holde på pladsen, selv om de havde trukket en billet i parkeringsautomaten.

De tre bilister har hele tiden argumenteret for, at skiltningen på pladsen var utilstrækkelig. Blandt andet mener de ikke, at det er godt nok markeret, at den sydlige del af pladsen er privatejet, og at det derfor ikke er tilladt at holde der, selv om man trækker en billet i parkeringsautomaten.

Bilisterne tabte i første omgang i byretten, men i juni gav landsretten dem medhold, hvilket har fået firmaet bag Europark, Apcoa, til at anmode Procesbevillingsnævnet om at få lov til at indbringe sagen for højesteret.

Annonce

Når nu Apcoa slår på, at der er opmærket med hvide skilte på dele af pladsen, så er det da mærkeligt, at de pludselig skifter til sorte skilte.

Laila Johansen

Civile retssager

Civile sager behandles som altovervejende udgangspunkt ved byretten. Byretten kan i særlige tilfælde henvise sagen til landsretten. Ved byrettens behandling af sagen deltager én dommer.I særlige tilfælde kan tre dommere deltage i behandlingen.

Byrettens domme kan normalt ankes til landsretten.

Angår sagen krav med en værdi på højst 10.000 kroner, skal Procesbevillingsnævnet dog give tilladelse til det.

Landsrettens dom i en ankesag kan kun indbringes for Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Kilde: Domstol.dk

Sådan så skiltene ud, inden de blev ændret. Masser af tekst og to forskellige farver. Arkivfoto: Michael Svenningsen.

Udskældte skilte er nu skiftet

Parkeringsfirmaet afleverede sit høringssvar i sidste uge, og fredag 1. september var der deadline for de tre bilister for at aflevere deres synspunkter til Procesankenævnet.

Vejle Amts Folkeblad har fået indblik i begge parters høringssvar, og heraf fremgår det blandt andet, at Apcoa mener, at afmærkningen på Reinholdts Plads er tilstrækkelig.

Blandt andet slår parkeringsfirmaet på, at der på den privatejede del af pladsen er skiltet med hvide skilte, mens der på resten af pladsen er skiltet med sorte.

Det har der også været tidligere, men indenfor den seneste tid, er der blevet skiftet ud i skiltene på pladsen, så der nu er sorte skilte over hele pladsen. Og det undrer Laila Johansen, der er den ene af de tre involverede bilister.

- Når nu Apcoa slår på, at der er afmærket med hvide skilte på dele af pladsen, så er det da mærkeligt, at de pludselig skifter til sorte skilte over det hele, siger Laila Johansen.

Der stod alt for meget

De nyopsatte skilte indeholder mindre tekst end de oprindelige, og netop den store mængde tekst på de tidligere skilte er en del af bilisternes klage til retten.

- Der stod så meget tekst, at man blev helt forvirret. Derfor kan man jo tænke sit, når nu skiltene er blevet skiftet ud med nogle med mindre tekst, siger Laila Johansen.

Hun glæder sig dog over, at der er blevet ændret i skiltningen på pladsen, og tager det som et udtryk for, at Apcoa har taget de tre bilisters klage til efterretning.

- Ændringen må vi tage som udtryk for at Apcoa har anerkendt, at det ikke var muligt for bilisterne at forstå den skiltning, der var på pladsen. Det kan jo ikke have været billigt at skifte alle skiltene, og derfor må det være noget de har gjort nødtvunget, siger Lajla Johansen.

Europark har ikke ønsket at tale med Vejle Amts Folkeblads journalist. Firmaet har i stedet krævet at få avisens spørgsmål på mail. På spørgsmålet om, hvorvidt de nye skilte er udtryk for, at firmaet erkender, at de gamle var svære at forstå, svarer Europark: Skiltene på Reinholdts Plads er blevet udskiftet som et led i en generel udskiftning af alle firmaets skilte.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Nu åbner Frisør Lyhne sin femte salon

Annonce