Annonce
Fredericia

Onsdagsord: Det er okay ikke at være superhelt hele tiden

Hvilke børnefamilier kender ikke de morgener, hvor alt går galt, og de mindste kæmper imod alt, forældrene prøver på? Den morgen havde Maria Skuladottir Stefansson forleden. Privatfoto
Tilværelsen flasker sig ikke altid, som man gerne vil. Det måtte Maria Skuladottir Stefansson erkende, da hun skulle skrive denne uges onsdagsord.

Det her er en mini kaos-fortælling fra det virkelige liv. Mit liv.

Jeg er ret vild med den udfordring, det er for mig at skrive klummer. Jeg lever af at være skuespiller og igennem en forestilling at fortælle en historie. Eller nærmere formidle en historie. Fortællingen er jo allerede sat, og jeg skal “bare” være katalysator for, at den kommer ud til publikum. Så det at skrive klummer, skabe en fortælling, som er min originalt, er interessant. Det prikker til min drøm om, at jeg engang skriver min egen forestilling. Så - nu sidder jeg her i skrivende stund i en afsides lænestol på Det Danske Musicalakademi, i håbet om, at intet vil distrahere mine ellers ret så flyvske tanker.

For i går ville intet nedfældes på mit hvide word-dokument, ikke andet end en provokerende blinkende markør. Alt var ellers tegnet skarpt op til den perfekte skriv-din-klumme-nu aften. Jeg havde haft fri hele dagen fra mit Tarzan-jungleliv oppe i Århus Musikhus. Dagen var begyndt roligt med glade børn, der selv dækkede morgenbordet og frivilligt fik børstet tænder og sat hår. Og de glædede sig til at komme i børnehave.

Min egen krop og sind havde fået masser af hvile, god mad, og min mand og jeg havde haft op til flere timers nærvær...alene sammen! Glade henter vi to lige så glade børn og fortsætter idyllisk hjem til en eftermiddag, som mange småbørnsforældre nok kan smile med af. Lidt gråd, lidt ostehaps, lidt slåskamp, lidt flytten rundt på rod, nok kaffe, lidt kys og kram, aftensmad og putte børn. Derefter havde jeg hele aften for mig selv, da min kære mand havde andre planer. Helt perfekt. Den perfekte skriv-din-klumme-lige-nu-i-aften!

Nå, men så sidder jeg der med den varme kop te og et stykke nybagt rugbrød med ost og er klar. Jeg ved, jeg vil skrive om Greta Thunberg – den svenske superhelt-klimaaktivist af en 16-årig. For jeg kan mærke, at hun rører noget i mig, som giver mig lyst til at sy min egen superheltedragt og melde mig under hendes fane. Men det, som hun så netop også gør og belyser i netop dette øjeblik, er, at min egen ambition om at få udrettet og skabt noget konkret her i livet åbenbart ikke er drevet ligeså stærkt som hendes. For hold da op, hvor Greta handler og gør noget og rusker op. Det er sejt…

Jeg selv fik skrevet to…måske tre linjer - men til gengæld konsumeret tre skiver rugbrød belagt med smør og Nutella og så lige tre chokolade-skildpadder… Derefter overgav jeg mig. Jeg indså, jeg denne aften ikke kunne være som Greta og gik i seng.

Så da jeg vågnede op næste morgen, var det med en klam følelse i kroppen af for meget chokolade, og ud fra den fornemmelse mente jeg, det rigtige var ikke at spise noget som helst før frokost. Nutella-madderne skulle lige brændes af først!

Det, at klummen hellere ikke var skrevet og afleveret som planlagt, gav mig følelsen af fiasko. For hvis jeg ikke engang kan klare det – hvordan skal jeg så nogensinde kunne skrive mere end en klumme?! For at toppe den allerede trykkede stemning inden i mig havde jeg sure børn, som skulle tvangstandbørstes, og hver gang jeg bare rørte ved deres hår, skreg de, som var jeg ondskaben selv, og jeg glemte regnbukser til den mindste, som endnu engang måtte låne reserverne i børnehaven…

Men så kom jeg hjem, hældte en kop kaffe op i min kop og mødte min dejlige mand, som lige var stået op. Ja – han havde nemlig sovet en hel nat uden forstyrrelse af børn. Efter et kort højt udbrud af en masse usammenhængende ord fra mig vender han sig mod mig med et opmærksomt og varmt smil og spørger mig, om det mon ikke ville være en god idé lige at få bare lidt morgenmad. De ord, et kram og lidt drillerier om mine mange ambitioner, som helst skal nås på engang, fik mig ned på jorden igen. Jeg måtte grine af mig selv og de buler, jeg havde fået givet mig selv med den store stegepande.

Når jeg deler dette med jer derude, er det med forhåbningen om, at andre kender følelsen. Så måske bryder vi sammen en lille flig af den fiktion af det virkelighedsideal, vi har. Jeg har et håb om, at jeg selv får brudt det perfekte og trækker vejret.

Annonce

Jeg ved, jeg vil skrive om Greta Thunberg – den svenske superhelt-klimaaktivist af en 16-årig. For jeg kan mærke, at hun rører noget i mig, som giver mig lyst til at sy min egen superheltedragt og melde mig under hendes fane.

Maria Skuladottir Stefansson. Arkivfoto: Kim Rune
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

På vej forbi 2000 sølvmønter: Uhrhøjskatten har taget andenpladsen

Annonce