Randbøl: Kan man lide at cykle eller gå ture i naturen, er der mange gode muligheder for det i Vejle Kommune, hvor der er mere end 650 kilometer vandrestier og -ruter. De mange vandrestier og -ruter bliver også brugt flittigt.
Men hvis der skal blive ved med at være så mange gode stiforløb, skal de, der bruger dem, huske at tage hensyn til de lodsejere, der frivilligt vælger at lægge jord til mange af stierne.
Faktisk går næsten 75 procent af kommunens vandreruter gennem private arealer, og der bliver målrettet arbejdet på at skabe flere muligheder for, at offentligheden kan komme ud og nyde naturen, i kraft af nye samarbejder med lodsejere.
- Jeg vil gerne sende en stor tak til de mange lodsejere, der stiller deres private jord til rådighed for alle os andre, der gerne vil ud og opleve naturen. Det, synes jeg, er ret flot, siger Karl Erik Lund (DF), formand for natur- og miljøudvalget i Vejle Kommune.
Vigtigt at opføre sig ordenligt
Han understreger, hvor vigtigt det er, at vi som gæster opfører os ordentligt og overholder de retningslinjer, der gælder for færdsel i den privatejede natur.
Ellers risikerer man, at lodsejerne vælger at takke nej til at blive ved med at lægge jord til, og det kan betyde, at stiforløb må sløjfes.
Derfor gælder det altså om eksempelvis at blive på stien eller vejen, når man bevæger sig på privat areal, at holde hunden i snor og tage sit affald med sig.
- Og er der et skilt med cykling forbudt, er det ikke for at genere dig. Så er det for at tage hensyn til enten stiens kvalitet, græssende dyr eller naturen omkring og dermed også de personer, der ejer jorden, siger han i pressemeddelelsen.
Dertil kommer reglen om, at man kun må færdes i privat skov fra klokken seks om morgenen til solnedgang.