Annonce
Egtved

Opfordring; Gør noget ved det lille stykke af Bindeballestien, der ikke er god at cykle på

Fritjof Hjort Pedersen er meget glad for at cykle på Bindeballestien, som fører gennem noget af Vejle Ådals smukke natur. Men han er ærgerlig over, at et stykke på cirka 1200 meter ikke er i samme gode stand som resten. Her, hvor Bindeballestien lige har krydset Tørskindvej, begynder stien at ændre sig fra ét bredt spor til to smalle i stedet. Foto: Yilmaz Polat
Bindeballestien mellem Vejle og Bindeballe er en af Danmarks flotteste cykelruter. Størstedelen af stien er også rigtig god at cykle på, men en strækning på 1,2 kilometer halter bagefter. Hvorfor ikke få det udbedret, inden cykelsæsonen for alvor stater igen, lyder opfordring.

Bindeballe: Det er en smuk cykeltur, når man cykler ad Bindeballestien mellem Vejle og Bindeballe. Det er ikke uden grund, at cykelruten betegnes som en af Danmarks smukkeste af sin slags. Det kan Fritjof Hjort Pedersen kun være enig i.

Han ynder som mange andre ofte at cykle ruten, ikke mindst i sommersæsonen. Men han har en undren. Størstedelen af den cirka 22 kilometer lange strækning er i fin, bred og rigtig god at cykle på.

Men en mindre strækning, cirka 1200 meter, mellem Tørskindvej og den gamle jernbanebro over Vejle Å, er ikke tilnærmelsesvis lige så fin.

Annonce

Bindeballestien

Bindeballestien er en attraktiv cykel- og vandrerute gennem den naturskønne Vejle Ådal. Strækningen er cirka 22 kilometer mellem Vejle og Bindeballe. Derfra går stien videre til Billund.

Strækningen fra Vejle til Bindeballe følger den gamle Vandelbanes spor og fører cyklisterne forbi blandt andet Runkenbjerg og Harald Blåtands hærvejsbro ved Ravning, inden man ankommer til den gamle Bindeballe Købmandgård fra 1897.

Den regnes for at være en af Danmarks smukkeste cykelruter.

Smalle og glatte spor

Her består stien af to smalle spor, som ifølge Fritjof Hjort Pedersen ikke er særlig behagelige at køre i, og for børn, der har en tendens til at slingre lidt, er de meget svære at cykle i. Der er samtidig ikke meget plads til at passere hinanden, når man møder andre på ruten, hvilket ofte sker i sommersæsonen.

- Og så er stien ofte meget glat, da der er vandløb på begge sider. Især der, hvor stien ligger lavt, bliver der ofte mudret og meget glat, forklarer han.

Han fortæller, at han ikke er den eneste, der har den oplevelse af den del af Bindeballestien.

- Når jeg cykler sammen med andre, taler vi ofte om, hvor ærgerligt det er, at den del af stien får lov til at være sådan. Det er synd, for det er sådan en dejlig rute ellers.

Opfordring til politkerne

Derfor håber Fritjof Hjort Pedersen, at han kan være med til at gøre Vejle Kommunes politikere opmærksom på, at den mindre strækning på Bindeballestien godt kunne bruge en kærlig hånd.

- Hvis de 1200 meter på Bindeballestien kan få den samme vejmæssige beskaffenhed som resten af ruten inden 1. maj, vil det være til glæde for mange vejlensere og turister. Samtidig vil kommunen føle sig stolt over, at endnu en cykelrute er bragt i fin stand, siger han.

Fritjof Hjort Pedersen understreger, at han ikke er utilfreds med, at kommunen ikke allerede har gjort noget for at forbedre den omtalte strækning.

- Det skal opfattes som en øjenåbner for kommunen. Det er synd, at sådan et stykke får lov til at ligge sådan hen. Hvis det blev ordnet, vil Bindeballestien ikke blot være en af Danmarks smukkeste, men også en af Danmarks bedste cykelruter.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce