Annonce
Læserbrev

Opråb til borgmestre: De psykisk handicappede fortjener en ordentlig hverdag

Læserbrev: I år er det 100 år siden, at N.E. Bank-Mikkelsen blev født.

Bank-Mikkelsen var en "hærfører" for datidens udviklingshæmmede.

Det var dengang, de udviklingshæmmede boede på åndssvageanstalter eller sindssygehospitaler.

Det var dengang, der var eksempler på, at beboerne blev bundet til et træ, når personalet skulle spise på fælles skovtur.

Bank-Mikkelsen var bannerfører for at give disse psykisk/fysisk handicappede lovgivningsmæssigt - og dermed rent fysisk og psykisk - en anstændig tilværelse.

Det skylder vi ham en stor tak for på hans 100-års fødselsdag - han døde i 1990.

Disse mennesker har i dag, takket være Bank-Mikkelsen især, en tilværelse så nær det normale som muligt.

Men der har været en tendens til, at "en tilværelse så nær det normale som muligt" er som elastik i metermål.

Efter kommunalreformen er dette område styret via et slags demokrati uden for armslængde.

Området har undergået utrolig mange besparelser, som for øvrigt mange andre områder, men disse andre områder har et udpræget bedre talerør, f.eks. ældre og forældre, som går på gaden, når besparelserne kommer for tæt på.

De psykisk handicappede er tavse, mens "glasuren" på tilværelsen spares væk.

Derfor, kære borgmestre, når I nu skal i gang med næste års budgetter, kommune-/regionsforhandlinger, økonomiforhandlinger med regeringen osv., så hav lige den stille gruppe, de psykisk handicappede, med i jeres budgettanker.

Lad jer ikke narre af et regneark. De psykisk handicappede fortjener en ordentlig hverdag, som ikke skal stå mål for er en fortsat rundbarbering.

Bank-Mikkelsen startede bygningen af det fyrtårn for de psykisk handicappede, som vi er stolte af i dag. Men et fyrtårn er jo et tårn med lys i - sørg nu for, at der også fremover er lys i tårnet.

Søren Erik Pedersen. Arkivfoto
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Jeanette og Kenneth fra Jerlev overtog Humlum Kro i februar: - Det ser meget håbløst ud lige nu

Annonce