Fredericia: Genstarten af Fredericias musicalteatret kom onsdag et skridt nærmere, da en Fredericia-delegation var på Christiansborg.
Teatrets styregruppe havde foretræde hos Folketingets kulturudvalg. Fredericia-gruppen var bevæbnet med mange argumenter, så statens paragraf 5-støtte på 8,6 millioner kroner fortsat skal gå til Fredericias satsning på musicals.
Efter mødet fangede Dagbladet en optimistisk borgmester Jacob Bjerregaard (S).
- Vi fornemmer en meget positiv indstilling til Fredericia Musicalteater. Vi har haft fat i de forskellige ordførere over den sidste måneds tid eller to. Og jeg fornemmede også en meget positiv indstilling efter vores fremlæggelse i dag, fortæller borgmesteren.
Fire med i delegationen
Fredericia Teater gik konkurs 16. marts i år - kort efter coronakrisen ramte Danmark. Efter konkursen har Baggårdsteatret i Svendborg set sig lune på at få Fredericia Teaters statstilskud.
Fynboerne har haft en delegation på Christiansborg, men onsdag var det altså Fredericias tur til at fremlægge planen for genrejsningen af Fredericias musicalteater.
- Andre har sagt, de gerne vil have det tilskud, men vi siger: Den går ikke. De penge skal også fortsat bruges hos os, forklarer Jacob Bjerregaard om en af pointerne med onsdagens foretræde.
Ud over borgmesteren bestod Fredericia-delegationen af viceborgmester Susanne Eilersen (DF), kultur- og idrætsudvalgets næstformand Christian Jørgensen (V) samt projektkonsulent Bjørg Gamst, der tidligere var skuespiller på Fredericia Teater. Det maksimale deltagerantal var fire på grund af corona-restriktioner.
Borgmester Jacob BjerregaardVi vil gerne have en tæt dialog med Folketingets partier, for det er jo en fælles opgave at genrejse hele Danmarks musicalteater.
De tre politikere sidder i styregruppen for genrejsningen af teatret, og med i den gruppe er i øvrigt også Susanne Bjerregaard Mørck (S), formand for kultur- og idrætsudvalget.
Da Fredericia Teater fik status af paragraf 5-teater fra 1. januar 2020, blev pengene afsat over en årrække. Så rent teknisk er pengene afsat til Fredericia og musicals, men i mellemtiden har andre altså rakt ud efter statstilskuddet.
Hvornår er det afgjort? Kan man sige noget om det?
- Det er et godt spørgsmål, siger borgmester Jacob Bjerregaard og fortsætter:
- Nu har vi talt med partiernes ordførere, og jeg har også talt med kulturministeren. Jeg forventer, at vi har en afklaring i løbet af de kommende uger. I forhold til at få genrejst teateret, vil vi gerne have en afklaring meget hurtigt. Jo før, vi har et svar, jo før kan vi også planlægge genrejsningen, og her er det nødvendigt at kende den økonomiske ramme. Men vurderingen er, at det inden for de næste par uger er på plads, om vi fortsat bevarer vores tilskud, siger Jacob Bjerregaard.
Håber på musicals i maj eller juni
Den endelige beslutning tages ifølge borgmesteren efter en drøftelse mellem kulturminister Joy Mogensen (S) og ordførerkredsen.
Ordførerne vil i den forbindelse have Fredericias argumenter i frisk erindring. I præsentationen havde Fredericia blandt andet opbakning fra Trekantområdet Danmark og fra Jonathan Flom, som er uddannelsesansvarlig for musicaluddannelsen på Den Danske Scenekunstskole.
Desuden kunne folketings-politikerne læse en gennemgang af Fredericia Teaters resultater gennem årene og en plan for det genrejste teater. Byrådet har som nævnt afsat 11 millioner kroner til teaterdrift i 2021.
Håbet er, at der er musicals på scenen igen i andet kvartal 2021 med musicalakademiets showcase. Det nye musicalteaters første opsætning kan komme i fjerde kvartal 2021.
- Det er dog med forbehold for corona, og det har vi også nævnt i materialet, siger borgmesteren og peger på maj eller juni 2021 som mulige tidspunkter for en musical-showcase på teatret.