Annonce
Vejle

Optimisten fra Vejle: Det ligger til mig

Henriette Madsen (nr. 3 fra venstre), generalsekretær for Børneulykkesfonden, vandt prisen for årets optimist i kategorien børn og unge. Det fejret med en stor fest i Docken i København. Ved prisoverrækkelsen var mange kendte personligheder til stede. Foto: Jesper Lundorf
Henriette Madsen er netop blevet kåret til årets optimist. Det er en kåring, som hun mener passer meget godt til hende, for hun er optimist helt ind til benene. Hun ser muligheder i mange ting, og får tingene til at ske.

Vejle: - Jeg har stadig det bedste job i verden.

Ordene kommer legende let fra Henriette Madsen, 45, generalsekretær i Børneulykkesfonden, fulgt op af en smittende latter. Hun refererer til, da avisen senest snakkede med hende. Der fortalte hun, at hun havde verdens bedste job. Og intet har ændret sig siden.

- Det er egentlig bare fantastisk, at man har muligheden for at give noget til andre, siger Henriette Madsen.

Henriette Madsen har været med i Børneulykkesfonden, siden den blev stiftet i 2008. Lige siden har hun med sin ukuelige optimisme og glade væsen været med til at skabe mere tryghed og flere oplevelser for børn rundt om i Danmark.

Annonce

Jeg tror, at det ligger til mig, og alt hvad jeg bevæger jeg ud i. I stedet for at være den der pessimist og sige "arg, det går ikke, det dur ikke, det har vi prøvet før". Så tænker jeg i stedet, lad os da prøve det og twiste det lidt. Det er ikke sådan, at man som optimist lykkes med alle ting. Nogle gange justerer man undervejs. Men jeg er nok den, der springer lidt ud i det. Lad mig da bare prøve det.

Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden

Årets optimist

Den samme optimisme var forleden med til at give Henriette en pris ved prisuddelingen "Årets optimister". Prisuddelingen foregik i Docken i København, hvor over 250 mennesker var samlet. Der var priser i syv kategorier, og Henriette blev hædret med prisen "året optimist" i børn og unge kategorien 2019.

- Det er jo fantastisk, at man kan være så heldig og priviligeret, at der er nogle, der har nomineret en til at få sådan en pris. Det bliver man da mega varm om hjertet og stolt af. Så har man da ikke gjort det helt forkert. Jeg kunne mærke, da jeg trådte ind, at der var en energi på alle mulige måder. Det var jo en samling optimister, der var samlet. De folk, der kom på scenen, det er nogle, der gerne vil give noget af sig selv til andre. Det overskud de har, vil de gerne dele ud af til andre. Det var bare god energi hele vejen rundt, fortæller hun.

Som et ekstra prik over i'et fik hun alle gæsterne til at lave en bølge, da hun var færdig med sin takketale. Blot fordi hun troede på, at det kunne hun. Sådan går det igen og igen med Henritte. Hun kaster sig ud på dybt vand, men kommer altid oven vande igen.

- Jeg tror, at det ligger til mig, og alt hvad jeg bevæger jeg ud i. I stedet for at være den der pessimist og sige "arg, det går ikke, det dur ikke, det har vi prøvet før". Så tænker jeg i stedet, lad os da prøve det og twiste det lidt. Det er ikke sådan, at man som optimist lykkes med alle ting. Nogle gange justerer man undervejs. Men jeg er nok den, der springer lidt ud i det. Lad mig da bare prøve det, siger hun.

Bestiger bjerge og løber i ørkener

Hun siger da heller ikke nej til en udfordring, og da Børneulykkesfonden i 2017 sammen med ildsjælen Henrik Uth startede et nyt projekt, var Henriette en af de første til at springe på. Det skete med projektet "Climb for Charity", hvor de i januar 2017 besteg Kilimanjaro i Tanzania.

Her havde hun et hold af mennesker med, som alle samlede penge ind til Børneulykkesfonden og Legeheltene, mens Jojo fra Radio Nova sendte live fra turen.

- Jeg havde aldrig prøvet at bestige bjerge før, så da "Climb for Charity" startede op anede jeg ikke, hvad det ville sige at komme op på et bjerg. Men nu gør jeg det bare. Turen er jo fantastisk, og man er omgivet af gode mennesker, der vil en det bedste. Tænk, alle dem, der gik med her, gik med, fordi de gerne vil gøre noget for det, jeg brænder for. Man bliver bare så glad. Det giver et fællesskab og gode oplevelser. Folk tager gerne flere ture, det smitter af på min optimisme, jeg bliver endnu mere super optimist, siger hun med et grin.

"Climb for Charity" har siden været afsted på mange bjerge og kontinenter og samler fortsat penge ind. Men hvorfor nøjes med at bestige bjerge?

- Vi har også startet noget, der hedder "Run for Charity". Her har vi blandt andet løbet i Namibia. Sidst jeg løb et maraton, det var for 20 år siden, men det kastede jeg mig også bare ud i. Det var over 250 kilometer, vi løb over fem dage. Det ligger nok bare til mig at prøve ting. Om ikke andet så har man jo bare prøvet det, siger Henriette Madsen.

Seks favoritter

Hvad er din livret?

Jeg elsker at få en rugbrødsmad, når jeg kommer hjem fra ferie. Når jeg er afsted på vandring i bjergene, så skal jeg også lige forbi Lagkagehuset og købe nogle rugbrødsboller og have med i rygsækken.

Hvilken bog læser du lige nu?

Jeg skal til at læse en bog af Rikke Hertz; Karma, synkronicitet og mod. Den afspejler nok også det med, at alt hvad du giver, det får du dobbelt tilbage igen, som jeg har oplevet i al den tid, jeg har arbejdet med velgørenhed.

Hvilken musik lytter du til?

Total popmusik. Alt hvad man kan danse og løbe til. Hvis I ser en, der danser rundt ude i skoven, i stedet for at løbe, så er det mig.

Hvilket sted vil du gerne vise gæster i Vejle?

Jeg vil tage dem med i skoven. Vi har så smuk en natur her i Vejle, på alle mulige måder. Vand og skov. Der er det hele.

Hvilken kendt person ville du invitere på middag?

Jeg ville invitere Helteklubben på middag. Det er en gruppe af kendte og iværksættere, som er helteambassadører for Børneulykkesfonden. De inspirerer mig på mange mulige måder.

Hvilken app har du senest downloadet?

Dropbox. Det faktisk ikke særlig spændende, men jeg skulle hente nogle billeder.

Fra egen erfaring

Henriette er lidt som en blæksprutte. Hun har gang i noget hele tiden og finder konstant på nye muligheder. Det er en del af den person, hun er, og de ting hun oplever. Foruden en masse andre projekter startede Henriette endnu et projekt for tre år siden.

Det hedder Legeheltene og findes i dag på 11 børneafdelinger på landets sygehuse. I alt 15 legehelte er ansat til at få børn, der er indlagt, til at komme mere ud af deres stuer og lege og bevæge sig. Idéen opstod, da Henriette selv var i kontakt med sygehusvæsenet.

- Jeg fik idéen dengang, jeg selv var indlagt sammen med min søn, da han var ti år gammel. Min søns oplevelse af at være på et sygehus, selvom personalet var fantastisk, var, at det var som at være i et fængsel. Og der tænkte jeg, at det må man simpelthen kunne ændre på. Og der oplevede jeg, at når man kom ned på børneafdelingen, var der masser af muligheder og legerum, men der var bare ikke nogle børn, der var ude og udfolde sig på de her arealer og være legende, som børn nu er. De lå inde på stuerne med deres iPads eller så tv. Det blev mit drive til at ændre på noget, siger hun.

Henriette Madsen

Alder: 45 år.

Født og opvokset: Henriette er født og opvokset i Tørring.

Familieforhold: Gift med Mikkel Schjøtz. Sammen har de børnene Marius på 14 år og Mathilde på 16 år. De er bosat i Bredballe.

Uddannelse: Hun gik på Vejle Handelsskole og kom derfra videre ind i forsikringsbranchen.

Job: Henriette er i dag generalsekretær hos Børneulykkesfonden.

Vejles Pippi

Henriette bruger en stor del af sin tid i København, hvor Børneulykkesfonden har hjemme. Men når hun kommer hjem, er det Vejles mange muligheder, der bliver udnyttet. Selvfølgelig også til at få gode idéer.

- Jeg kan godt lide at træne i min fritid, og så kræver "Climb for Charity" jo lidt god form. Men jeg løber meget i Nørreskoven. Det er der, jeg får min energi, og mine rigtig gode og skøre idéer. Der får jeg løst mange ting og får sluppet tankerne fri. Det er min frihed, siger hun.

Som en del af sin optimistiske natur har hun også taget et Pippi Langstrømpe citat til sig.

- "Det har jeg ikke prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert", sagde Pippi Langstrømpe engang. Så hvorfor ikke bare prøve, siger hun.

Henriette fik prisen overrakt af den tidligere håndboldspiller Camilla andersen (nr. 1 fra højre). Til venstre for hende ses Søren Andersen, som i 2016 også vandt en pris ved årets optimist. Foto: Jesper Lundorf
Henriette Madsen er optimist helt ind til benet. Hun tror på, at tingene nok skal lykkes, og gør de ikke det, så kan man altid skrue lidt på dem. Det har været drivkraften bag mange ting, hun har beskæftiget sig med. Foto: Flemming Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

24-årig mand dræbt af skud: Otte personer anholdt

Annonce