Annonce
Indland

Organisation kræver mere handling for unge hjemløse

Bjarke ørsted/Ritzau Scanpix

Der skal tænkes i helhedsløsninger, så antallet af unge hjemløse falder yderligere, mener landsorganisation.

Der skal stadig gøres mere, selv om det for første gang i 12 år er lykkedes at knække kurven i antallet af unge hjemløse.

Det mener Sand, landsorganisationen for hjemløse.

- Jeg synes ikke, at det er faldet helt nok. Men det er dejligt, at vi begynder at se et fald, og at nogle af de initiativer, der er sat i værk, virker.

- Det er blandt andet, at vi er begyndt at tænke i helhedsorienterede løsninger.

- At der både bliver taget hånd om de psykiske problemer og misbrugsproblemer, samtidig med at der bliver taget hånd om at finde billige boliger, siger Christina Strauss, der er landsformand i Sand.

Det er en opgørelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive), som viser, at antallet af unge hjemløse er faldet.

Der er omkring 350 færre hjemløse mellem 18 og 29 år i landet end for to år siden - og det samlede antal hjemløse er kommet ned på knap 2000 personer.

Omkring en tredjedel af landets hjemløse er unge. Ifølge Christina Strauss skyldes det blandt andet, at ydelser til unge er for lave. Hun har opskriften klar for, hvad der mere skal gøres.

- Vi skal sætte meget mere ind i forhold til helhedsorienterede løsninger. Vi skal tage fat om hele problemet i stedet for kun at koncentrere os om små dele af problemet.

- Det gør man ved, at der står billige boliger klar, man tager fat i misbrugsbehandlingen, man tager fat i den psykiatriske behandling, og man gør det hele på samme tid - og helst ikke med for mange sagsbehandlere, siger hun.

Ude på herbergerne er der en skærpet opmærksomhed på, at de unge mennesker ikke må blive fastholdt i hjemløsheden.

Det fortæller Kåre Skarsholm, chefkonsulent hos foreningen Selveje Danmark, som repræsenterer en stor del af de danske herberger.

- Der bliver gjort en ekstra indsats, så man er sikker på, at de får den tidlige hjælp, de har brug for.

- Man vil gerne have dem hurtigst muligt ud af herbergerne og over i lejligheder, så de bliver udsluset og ikke indfanget i det hårde miljø, siger Kåre Skarsholm.

Det er syvende gang, at Vive kortlægger hjemløsheden i Danmark. Siden 2007 har kortlægningen fundet sted hvert andet år.

/ritzau/

Opgørelsen over antallet af hjemløse på Vives hjemmeside
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Annonce