Annonce
Vejle

Otte års venten ovre: Midtby-boliger renoveres takket være corona

Østerbo renoverer afdeling 28, Byparken, på Nørrebrogade. Foto: Torben Juhler
Coronakrisen fremrykker støtte fra Landsbyggefonden, hvilket Østerbo får glæde af i "Byparken", der renoveres for 36 millioner kroner. Samtidig skal to ejendomme sælges.
Annonce

Vejle: Når beboerne i Byparken på Nørrebrogade næste år sidder på deres nye altaner, kan de paradoksalt nok sende en venlig tanke til corona-pandemien.

Boligforeningen Østerbos afdeling 28, der rummer flere af ejendommene på Nørrebrogades vestlige side, har siden 2011 arbejdet på at sætte gang i en tiltrængt renovering.

Først nu er det lykkedes at finde finansiering til projektet, da Landsbyggefonden i forbindelse med coronakrisen har fremrykket byggestøtte rundt i landet for ikke mindre end 18,4 milliarder kroner i år og næste år.

En del af de penge skal bruges på Nørrebrogade, da fonden især ved garantistillelse for lån har givet forhåndstilsagn til at støtte Østerbos renoveringsprojekt, som løber op i en samlet udgift på 36 millioner kroner.

Annonce

Vaskeri indrettes til bolig

De penge skal bringe ejendommenes indeklima, facader og tag op til nutidens standard. Boligerne skal ombygges, og indretningen ændres, så der skabes en mere moderne indretning med større sammenhæng mellem køkken og stue og bedre lysindfald.

Samtidig forbedres tilgængeligheden, så gangbesværede i højere grad kan klare sig selv i eget hjem. Derfor etableres der også elevatorer i to af ejendommene, og så udstyres alle lejligheder med en altan eller terrasse mod det fælles og hyggelige gårdrum, ligesom ejendommene får nye tage eller renoveret de eksisterende.

Huslejen stiger 17 procent

  • Landsbyggefonden støtter renoveringen af Østerbos afdeling 28 på Nørrebrogade, men en stor del af finansieringen er lånebetinget. Derfor stiger prisen for at bo i de renoverede lejligheder, når beboerne kan vende tilbage efter op til et års genhusning.
  • Østerbo oplyser, at den gennemsnitlige, årlige husleje før renoveringen ligger på 762 kroner per kvadratmeter i afdelingen. Huslejen vil efter renoveringen stige med 158 kroner til 920 kroner per kvadratmeter.
  • Byrådet skal godkende huslejestigningen på 17 procent, og det så teknisk udvalg ingen problemer i, da udvalget behandlede sagen på et møde i sidste uge.
  • Stigningen betyder, at den mindste bolig på 35 kvadratmeter vil koste 2993 kroner per måned, mens de største på 137 kvadratmeter koster 9716 kroner om måneden.

Alle vand- og afløbsinstallationer skal skiftes, og derudover indrettes de fremtidige badeværelser som plejevenlige badeværelser. Alle boliger indrettes med vaskemaskine og plads til tørretumbler, hvorfor det fælles vaskeri i nummer 33 omdannes til en etværelses familiebolig på 35 kvadratmeter.

Annonce

Sælger to ejendomme

Som led i helhedsplanen og for at opnå en bæredygtig afdeling planlægger Østerbo at sælge Nørrebrogade 37 og 51. De to ejendomme rummer tilsammen syv lejemål, og det almene boligselskab forventer, at salget vil indbringe 2,3 millioner kroner i provenu. Derfor kommer den planlagte renovering kun til at omfatte ejendommene Nørrebrogade 27, 29-31 og 33.


Det er et godt projekt at få de boliger renoveret og gjort tidssvarende, for ellers risikerer man, at de ikke kan lejes ud.

Gerda Haastrup Jørgensen (V), formand for teknisk udvalg


For at renoveringen kan realiseres, vil der også være behov for en kommunal garanti for den del af kreditforeningslånet, der ligger udover 60 procent af ejendommens værdi. Samtidig skal kommunen putte 100.000 kroner i projektet.

Derfor skal byrådet sige endelig god for afdelingens helhedsplan, der er blevet godkendt på et ekstraordinært afdelingsmøde 5. november, og i teknisk udvalg er der politisk opbakning til projektet og salget af de to ejendomme.

Annonce

Risikerer at stå tomme

- Det er et godt projekt at få de boliger renoveret og gjort tidssvarende, for ellers risikerer man, at de ikke kan lejes ud. Vi har ikke for mange boliger i forvejen, så det er med at få renoveret dem, vi har. Og så handler det om at få behandlet sagen, så de kan nå at få det med hos Landsbyggefonden, for pengene skal frigives i år, siger formanden for teknisk udvalg, Gerda Haastrup Jørgensen (V).

Østerbo renoverer afdeling 28, Byparken, i Nørrebrogade, men helhedsplanen betyder samtidig, at boligforeningen skiller sig af med to af de mindre ejendomme i gaden. Det gælder blandt andet "Englehuset" i nummer 51. Ejendommen har sit navn på grund af den fine frise, som sidder på facaden. Den forestiller ikke engle, men forskellige arbejdende håndværkere, bygningskunstens skytsengle. Foto: Vejle Kommune

Det meste af næste år går med at udarbejde projekt- og udbudsmaterialet og få tilbud hjem fra entreprenører. Kommunen og Landsbyggefonden skal godkende den endelige plan, og så skal der planlægges genhusning af samtlige lejere, inden selve renoveringen kan gå i gang i 2022.

Projektet forventes at være afsluttet i 2023.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Million-rokade ryster Vejles skoler:  Nogle skoler scorer kassen - specialeleverne er de store tabere

Billund For abonnenter

Hun røg ud af byrådet: Ruth vil stadig sidde for bordenden

Annonce