Annonce
Danmark

OVERBLIK: Sager mod Frank Jensen går tilbage til 90'erne

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Trods en række sager om krænkende adfærd får Frank Jensen (S) opbakning til at fortsætte som overborgmester.

Annonce

Sveden glinsede på overborgmester i København Frank Jensens pande, da han mødte pressen søndag aften efter et fire timer langt krisemøde.

Her fik han opbakning til at fortsætte på posten trods en række sager om krænkelser.

Det var to sager, som Jyllands-Posten har beskrevet, der udløste mødet.

Søndag eftermiddag kunne avisen fortælle, at der ligger yderligere otte sager, som involverer overborgmesteren. Der er også to andre kendte sager, som Frank Jensen tidligere har forholdt sig til.

Få et overblik over de kendte 12 sager her:

* 2004: Frank Jensen, som på daværende tidspunkt var politisk ordfører i Socialdemokratiet, måtte efter en julefrokost undskylde over for en studentermedhjælper for nogle grænseoverskridende tilnærmelser.

Til Se & Hør sagde han:

- Jeg tror, at man kan sige, at jeg lod munden løbe og gav hende nogle komplimenter, som hun så bare ikke opfattede i den ånd, de var fremsagt. Det er jeg selvfølgelig ked af.

* 2011: Ved en julefrokost på Københavns Rådhus følte flere kvinder sig krænket af overborgmesteren. Frank Jensen skulle ifølge Ekstra Bladet have slikket to kvinder på øre og hals og forsøgt at kysse andre.

Frank Jensen sagde til Information, at det måtte være hans dans, der havde provokeret nogle af de tilstedeværende:

- Jeg er et åbent og positivt menneske, og jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at min glade dans på dansegulvet udviklede sig på en måde, hvor nogle har følt sig provokeret.

* 2012: Efter et seminar samledes en gruppe socialdemokrater på et værtshus i Nyhavn i København. Den dengang 23-årige organisationssekretær Maria Gudme endte ved siden af Frank Jensen, som lagde sin hånd på hendes lår og førte den under hendes kjole.

Hun forlod bordet og gik op i baren med en kollega, som havde opdaget episoden.

Maria Gudme fortalte om sagen til Jyllands-Posten fredag, otte år efter hændelsen.

* 2017: En flok politikere mødtes til en øl efter et møde på Rådhuset i København, og her nussede Frank Jensen benet på kvinde, der i flere år har siddet i bystyret for et andet parti end Socialdemokratiet. Hun har fortalt sin historie til Jyllands-Posten, men har valgt at være anonym.

Da hun rejste sig og gik på toilettet, fulgte Frank Jensen efter og ville med, hvilket han dog ikke kom. Den del af historien har Jyllands-Posten ikke kunne få bekræftet, da kun kvinden og Frank Jensen var til stede.

* Der er yderligere otte sager om krænkende adfærd, der involverer Frank Jensen. Det kunne Jyllands-Posten fortælle søndag eftermiddag. De nye anklager strækker sig helt fra slutningen af 1990'erne og frem til 2019.

Syv kvinder har besluttet at kontakte den advokat, der er sat til at undersøge sexisme i Socialdemokratiet.

Flere ønsker at være anonyme. De har dog nu overbragt dem til partiledelsen i København.

Kilder: Politiken, Jyllands-Posten, Ritzau.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce