Annonce
Udland

OVERBLIK: Vacciner skal testes ad tre omgange på mennesker

Et amerikansk selskab begynder i juli fase 3-test. Få overblik over de forskellige faser af mennesketest her.
Annonce

Verden over arbejdes der på over 160 forskellige forsøg med at udvikle en vaccine mod coronavirus.

Et produkt udviklet af det amerikanske selskab Moderna går 27. juli ind i fase tre af de kliniske forsøg. Der er sidste del af forsøgene på mennesker.

Få overblik over de forskellige faser af vaccineudvikling her:

* Når der udvikles lægemidler, skal der først foretages prækliniske forsøg, inden der kan testes på mennesker. Man begynder med forsøg in vitro. Det betyder forsøg i glas. Er resultaterne gode, kan forsøg in vivo begynde. Det er forsøg på dyr.

* De kan begge tage meget lang tid. Er resultaterne overbevisende og uden slemme bivirkninger på dyrene, kan man få lov at teste på mennesker gennem tre faser.

* Fase 1 er de første forsøg på mennesker. Her er formålet at sikre, at produktet ikke giver alvorlige bivirkninger. Det bliver testet i lav dosis på en lille gruppe mennesker - cirka ti. Får de ingen alvorlige bivirkninger, bliver der forsøgt med en lidt højere dosis ad nogle omgange for igen at udelukke slemme bivirkninger. De fleste produktet når gennem fase 1.

* Fase 2 har til formål at undersøge, om der kan måles en positiv effekt af produktet, når det bliver brugt på mennesker. Her bliver produktet testet på en lidt større gruppe af mennesker - cirka 100. Det måles, om forsøgspersonerne udvikler enten antistoffer eller T-celler, alt efter hvad der er formålet med produktet. Begge dele indikerer en positiv effekt. Dosis bestemmes i fase 2. I denne fase fejler en del produkter.

* I fase 3 bliver det undersøgt på en stor gruppe mennesker - typisk flere tusind - om produktet har en tilstrækkelig effekt. Personerne bliver delt i to grupper, hvor den ene gruppe får produktet, mens den anden får placebo, altså et stof uden virkning. Det bliver herefter undersøgt, om de, der har fået produktet, ikke bliver syge eller får mildere symptomer end den anden gruppe. I denne fase får forskerne desuden bedre overblik over bivirkninger. Hvis det er få eller ingen, der får en god effekt af produktet, giver det typisk ikke mening for producenterne at sælge det. Denne fase kan tage mange år, og også i denne fase fejler en del produkter.

* Selv hvis alle faser klares med gode resultater, og medicinen bliver godkendt til markedsføring, bliver sikkerhed, effekt og dosis undersøgt i yderligere studier. De er med til at optimere medicinen og opdage bivirkninger hos patienter, der behandles med flere typer medicin ad gangen.

Kilde: Professor i infektionsimmunologi ved Københavns Universitet Jan Pravsgaard Christensen, Lægemiddelstyrelsen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Husk at sortere: Eksplosion i skraldebil skyldtes gasflasker

Annonce