Annonce
Kultur

På 10 år er det blevet dobbelt så dyrt at gå på Jelling Musikfestival

Selvom billetpriserne er steget hvert eneste år på Jelling Musikfestival, har man sjældent problemer med at få solgt alle partoutbilletter. Arkivfoto: Mette Mørk
Når billetsalget til Jelling Musikfestival åbner søndag 1. december, koster en partoutbillet 1450 kroner. I 2010 var prisen 750 kroner.

Jelling: For folk, der er vant til at komme på Jelling Musikfestival, er 1. december altid en helt særlig dag.

Her er priserne til næste års festival nemlig sænket med flere hundrede kroner i løbet af de 24 timer, inden den hæves dagen efter og yderligere et par gange frem mod festivalens start i maj. Og sådan er konceptet naturligvis også i år.

Traditionen tro er billetprisen også steget sammenlignet med forrige år. Således koster en partoutbillet nu 1450 kroner, hvilket er 125 kroner dyrere end den seneste festival. Sådan har udviklingen været lige siden festivalens begyndelse, da prisen steg fra 0 til 25 kroner mellem 1989 og 1990.

- Priserne er steget en lille smule, fordi markedet er hårdt pumpet. Det er ikke billigt at gå til koncerter nu om dage, men sådan har tingene udviklet sig. Det er ikke noget, vi får mange klager over. Da folk brokkede sig mest, var dengang vi gik fra 50 til 75 kroner i festivalens første par år. Da syntes folk, at vi var lige kapitalistiske nok, siger Lars "Charlie" Mortensen, festivalleder på Jelling Musikfestival.

Annonce

Publikum bestemmer

Lars "Charlie" Mortensen glæder sig over, at Jelling Musikfestival ikke ligger blandt de dyreste festivaler i landet.

Men det kommer an på, hvilke tal man sammenligner. For kigger man på Jelling Musikfestival endelige pris for en partoutbillet, som er på 1995 kroner, er den på niveau med Tinderbox eller Northside. Det er dog langt fra eksempelvis Smukfest, hvor prisen for en partoutbillet i 2019 var 2695 kroner.

Spørgsmålet er, om priserne fortsat vil stige, eller om grænsen er ved at være nået.

- Vi vurderer meget kraftigt, hver gang vi laver en stigning. Hvis vi fortsat vil være en festival på det niveau, kan vi risikere, at der fortsat vil komme stigninger. Dog kunne jeg godt ønske mig mere solidaritet blandt musikerne, så man kunne få fordelt honorarerne en smule bedre. Man kan have indtryk af, at nogle af dem spiller "only for the money". På den anden side er det ikke noget, vi vil fortænke dem i, for sådan er det også i andre brancher. I fodbold er der nogle spillere, der får en frygtelig masse penge, og så er der andre, der ikke får så meget, siger Lars "Charlie" Mortensen".

- I sidste ende er det jo publikum, der bestemmer det, tilføjer han.

Niveauet er fulgt med

Festivallederen mener, at det musikalske niveau også er steget i takt med billetpriserne.

- Vi har haft mange store navne gennem årene. Der er sket meget siden det første udenlandske navn, en amerikansk bluesguitarist, stod her for 30 år siden. Og når man ser på, at vi er en firedages festival, er det altså mange koncerter, man får ud af det, siger Lars "Charlie" Mortensen".

Det er Simon Staun, der er musikredaktør på avisen Danmark, til dels enig i. Han mener, at niveauet på de danske festivaler svinger fra år til år.

- Når jeg ser på et festivalprogram i 2019, er det ikke voldsomt meget bedre, end det var i 2015 eller 2012. Når vi kigger på Jelling Musikfestival, kan vi se, at der er det samme antal gæster som eksempelvis Tinderbox eller Northside. I Jelling har de dog ikke helt den samme internationale profil, siger han.

- Til gengæld får man meget musik for pengene i Jelling. Hvis man ser de enkelte dagsprogrammer, er de pakket med kvalitet fra middag til midnat hver eneste dag. Hvis man oplever 20 koncerter på fire dage, betaler man faktisk man kun 100 kroner per koncert, og så er det faktisk en god forretning som festivalgæst, forklarer musikredaktøren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce